Den gamle lægeplante, svaleurt, indeholder en orangegul mælkesaft, som farves rød af luften. Saften har en ubehagelig lugt; den er bitter og så giftig, at den fremkalder opsvulmede slimhinder, diarre og opkastninger. I middelalderens klosterhaver dyrkedes den som lægeurt mod de mest forskelligartede sygdomme, og datidens guldmagere betragtede den som et grundstof til fremstilling af »de vises sten«. De kaldte planten »donum coeli« (= himlens gave). Plantesaften blev anvendt til gulfarvning af silkestoffer, mens den gærede mælkesaft gav en fin indigoblå farve, der også blev anvendt til stoffarvning.
Fra klostrene har planten bredt sig til at blive et ret almindeligt ukrudt, især på de danske øer. Fra vej kanter og levende hegn har den vundet indpas i haverne - og har man først svaleurt i haven, kan den være vanskelig at udrydde. Den blomstrer fra maj til september og giver en masse frø, som myrerne er med til at sprede rundt om i haven.
Planten er ret skør og knækker let af ved roden, når man prøver at trække den op. Der skyder snart nye blomsterskud frem fra jordoverfladen, men ved gentagne afhugninger kan man dog holde planterne i ave.
I øvrigt er svaleurt en dekorativ prydplante, bedst under naturlige vækstforhold, i naturhavens skovbund, under hække og i en blomstereng med let skygge.
Stængler og blade er svagt hårede. Løvet er lysegrønt, og blomster-stænglerne bliver op til 80 cm høje. Blomsterne har to bægerblade og fire rent gule kronblade. De sorte frø ligger i en bælgagtig frøkapsel. Planten er i øvrigt flerårig med saftige, kødfulde, overvintrende rødder.
--