Taghaver anvendes meget i moderne arkitektur. Både stauder, buske og træer kan plantes, blot der er fornødent dræn og en passende jorddybde til rådighed.
Taghaven er en af de ældste havetyper, man kender. Allerede i kejsertidens Rom og i de babyloniske hængende haver, et af verdens syv vidundere, dyrkedes planter og urter på denne måde. Jorden var knap, og man fandt hurtigt ud af at anvende den sparsomme plads, man havde til råtlighed. Opbygningen var enkel og svarede stort set til den måde, hvorpå man i dag dyrker planter i småkummer eller altankasser. Man udnyttede de flade tage, og samtidig benyttede man sindrige vandingssystemer fra højereliggende søer eller floder, eller man klarede vandtilførslen ved pumper, der skaffede vand fra dybe brønde i de regnfattige områder.
Senere ændrede arkitekturen sig, og taghaverne af tog i antal; men fra begyndelsen af det 20. årh. har der igen været en stigning i boligbebyggelser med flade tage, og den videre udvikling har medført, at man i dag direkte arbejder med begrebet taghaver i byernes arkitektur.
Opbygningen er i princippet den samme som før; men ved indførelsen af jernkonstruktioner er man blevet i stand til at skabe større tagflader med større bæreevne. Denne mulighed har desuden medført egentlige undersøgelser af forholdene omkring dyrkning af planter på den måde, og i dag råder man over særdeles gode muligheder for at opbygge frodige taghaver med mange slags planter, endog store træer.
Nederst på betondækket etableres et varmeisolerende lag for at hindre varme fra bygningen i at give planterne en for høj væksttemperatur i rodzonen. Oven på dette udlægges et vandtæt og rodstandsende lag, der skal mindske vand- og rod skader på huset; laget kan enten svejses eller udstøbes i forskellige kunstige materialer. Målinger foretages ofte i netop dette lag, da det har afgørende betydning for bygningskonstruktionen og kan give varige skader ved råd eller svampeangreb.
Herefter er opbygningen mangeartet, idet der på de nederste lag kan anvendes tæt beton, porøs beton, asfaltprodukter eller moderne skumplastmaterialer, inden der udlægges et dræn lag, som skal hindre overvanding. Vækstmediets lagtykkelse og sammensætning skal tilpasses til de planter, man ønsker at anvende; men principielt må dette lag nederst bestå af grove sten- eller slaggematerialer. Oven over dette placeres et finere gruslag og øverst det egentlige vækstsubstrat, næringsberiget spagnum eller sandblandet muldjord. Ved opbygningen af de mest moderne taghaver anvendes helt næringsfrit, meget porøst materiale, hvortil der via vandingssystemet tilsættes en kontrolleret næringsmængde, så åt man er i stand til nøje at bestemme planternes næringsoptagelse. Anvendelige planter til taghaver er alle de arter, der tåler ændrede vind- og temperaturforhold, idet vindfølsomme eller ikke-hårdføre planter skal undgås. Ligeledes skal man undlade at benytte planter med stor evne til at danne rodskud.
Se Planteskemaer: Træer og buske, til taghaver