Pleione er afledt af græsk pleion = flere og henviser formentlig til, at planten danner mange pseudobulber. Man kender i alt 15 arter af tibetorkidé, og de anses almindeligvis for at være jordorkidéer; men i naturen vokser mange af dem epifytisk, dvs. på andre planter uden at tage næring fra dem. De stammer fra Taiwan (Formosa), Sydøstasien og Himalaya, hvor man kan finde en Pleione-art på beskyttede steder mellem klipperne i over 3000 m's højde. Tibetorkidéerne er lave, med små brune eller grønne pseudobulber, der er ovale eller pæreformede. I reglen kommer der kun et eneste grønt, lancetformet blad og en enkelt blomst fra hver knold; blomsten er til gengæld meget stor, 7-8 cm i diameter, og så smuk, at det er rigelig belønning for besværet med at drive den frem.
Tibetorkidé (Pleione) er en lille orkidé med overraskende store, velformede blomster.
Vækstkrav og pleje: De fleste arter af tibetorkidé dyrkes i koldhus; kun en enkelt, Pleione bulbocodioides, kan man gøre sig håb om at overvintre på friland. En egnet plantejord er groft tørvemel blandet med sand og hvidmos, tilsat formuldede bøgeblade. grannåle og eventuelt lidt bregnerødder og savsmuld samt en anelse blandingsgødning. Når man ompotter knoldene om foråret, må man huske, at de praktisk talt skal ligge oven på jorden; kun den allernederste del må dækkes af jordblandingen. Det vigtigste er dog vandingen. I vækstperioden, mens planterne har både blade og blomster, skal de helst stå fugtigt og luftigt; men det er bedst, hvis man kan undgå at vande direkte på blade og blomster; I hus må man sørge for skygge og kølighed, så at det ikke er nødvendigt med for mange overbrusninger; men de fleste arter af tibetorkidé har godt af at tilbringe sommeren på friland, hvor man kan nedgrave potterne i skyggen af storbladede buske med lavthængende grene som f.eks. rododendron, mahonie eller Pieris. I varmt vejr overbruser man sine buske og får derved skabt netop det kølige, luftige mikroklima under bladene, som orkidéerne sætter pris på. I hvileperioden, som indtræffer, når blomst og blad er visnet bort, skal pseudobulberne stå køligt og tørt. Man ophører helt med vandingen; på friland kan man eventuelt overdække med en glasplade eller en teglsten i få cm's højde over jorden.
Formering: Man kan formere tibetorkidé ved at afskære de nydannede pseudobulber fra toppen af de gamle knolde og derefter potte småknoldene; men dels er det en noget risikabel proces, dels ser orkidéerne meget kønnere ud, når de står i små grupper. Det er sikrere at købe en ny plante, som er i god vækst. Det er også muligt at formere tibetorkidé ved frø; men det er en indviklet sag for en amatør og bør overlades til specialgartnerier.
Tibetorkidé (Pleione) kan dyrkes som potteplante eller på et lunt sted i haven.
Arter:
Pleione bulbocodioides (eller Pleione pogonioides) er den mest hårdføre art, og under gode betingelser kan den overvintre på friland. Det har vist sig, at den tåler ned til -;. 20°C, så problemet er først og fremmest vore våde vintre. Derfor skal den stå i veldrænet jord og helst beskyttes mod direkte regn om vinteren. Et lag grangrene og en gammeldags tagsten er en udmærket vinterdækning, hvis man ikke dyrker planten i potte og opbevarer den indendørs på et tørt og køligt sted vinteren over. Arten har lillarosa blomster med en lys, brunplettet læbe, der er frynset i randen; men der findes flere sorter, bl.a. 'Formosana' med smalle, lyslilla kronblade og en hvid læbe med gule pletter, og 'Formosana Alba', der er helt hvid. De bliver ca. 15 cm høje og blomstrer i maj.
Pleione grandiflora minder om den foregående, men har endnu større blomster. Den er temmelig hårdfør, men bør dog nok overvintre i koldhus. Det gælder for alle Pleione-arter, at blomstringen kan være ret uregelmæssig; men Pleione grandiflora blomstrer normalt mellem april og juli.
Pleione hookeriana blomstrer lidt senere. Den har purpurfarvede blomster, der udvikles samtidig med bladene; men den er ikke så kraftig i væksten som de øvrige.
Pleione humilis kan man alene p.gr. af blomstringstiden kun dyrke i koldhus, idet den blomstrer engang mellem august og maj. Den har en smuk, rosa blomst, men bliver kun 6-8 cm høj.
Pleione maculata bærer en plettet, purpurrosa til rosa blomst en gang i løbet af efteråret; blomsten fremkommer umiddelbart efter, at det grønne blad er visnet ned.
Pleione praecox (eller Pleione lagenaria og Pleione wallichiana) blomstrer trods navnet (latin praecox = tidlig) også om efteråret. Den har en meget stor, mørkrosa blomst med frynset læbe, der indvendig er gulplettet.
Pleione yunnanensis er for årsblornstrende, idet den store, violetrosa blomst, der har en mørklilla læbe, fremkommer mellem februar og maj.