Tomat - Lycopersicon

Lycopersicon er et gammelt græsk navn på en ægyptisk giftplante med en ube­hagelig, stærk lugt. Tomatplanten, der stammer fra Central- og Sydamerika, var kendt og dyrket, længe før europæ­erne bragte den fra Mexico til Europa i 1557. I Europa blev den først dyrket som prydplante, og frugterne, der bl.a. kaldtes kærlighedsæbler, blev anset for at være giftige og i stand til at berøve de mennesker, der spiste dem, fornuf­tens brug; denne antagelse skyldtes sandsynligvis, at mange andre planter, der hører til natskyggefamilien, er gif­tige og farlige at spise. Frugterne blev først spist i Italien og England, og selv om planten nu er en af vore vigtigste køkkenurter, har den kun været brugt som fødemiddel i godt 100 år. Tomater kan købes hele året, og i den periode, hvor de ikke modner her, importeres de fra sydligere himmelstrøg.

Der fremelskes stadig nye sorter, og nogle af disse er velegnede til dyrkning i koldhus eller på friland om somme­ren. På friland kræver planten en lang, frostfri vækstsæson på 3-3½ måned, og de fleste tomater dyrkes derfor i Nor­den i væksthuse, en kultur, der spiller en langt større rolle end frilandskultu­ren. Tomatplanten er en enårig, stærkt lugtende, kirtelhåret urt med opstigen­de stængel, der er stærkt forgrenet ved sideskud i bladhjørnerne. Bladene er spredte, mellem brudt fjersnitdelte, og blomsterne udvikles på stængelstykket mellem to blade og er samlet i hængen­de svikler. Kronen er hjulformet, gul, og de 5 støvknapper åbner sig ved to slidser. Dyrkede tomater har ofte selv­bestøvning; men ved lave temperatu­rer spirer pollenet langsomt, og mange ægceller når ikke at blive befrugtet, hvilket resulterer i dårlig frugtsætning. Frugten er et to- til flerrummet bær med flade frø, omgivet af en geleagtig substans. Frugternes form og størrelse varierer fra kirsebær- til æblestørrelse; de er oftest røde, men kan også være gule.

De talrige krydsninger og tilbagekrydsninger mellem forskellige tomatsorter har givet en række F1-hybrider, der først og fremmest er velegnede til dyrkning i væksthus.

Vækstkrav: Tomater på friland kræver en varm, solrig plads, og planterne kan med fordel vokse op ved en sydvendt mur eller beskyttet med lægivende skærme. Jorden skal være humus- og næringsrig og holdes passende fugtig.

Pleje: Til tidlig kultur i varmhus sås frøet i marts i kasser eller jordpotter, der stilles i formeringskasse ved 18°C. Efter spiring, når planterne har udvik­let de første egentlige blade, prikles de over i 10 cm store potter, der stilles ved 16°C om dagen og mindst 13°C om natten. I april udplantes de i bede med ca. 75x45 cm's afstand. Når planterne har nået en passende størrelse, bindes de op til tråde eller stokke; sideskud i bladhjørnerne fjernes, når de er 2-5 cm lange.

Til frilandskultur sås frøet indendørs i marts-april, og planterne udplantes ef­ter omplantning og afhærdning i en lun periode i begyndelsen af juni.

Tomatplantens blomster er oftest samlet i 5-10-blomstrede svikler og udvikles efter hvert 3. blad.

Arter:

Tomat (Lycopersicon esculen­tum) er den mest anvendte art med en lang række dyrkede sorter. Planterne udvikler oftest en 5-10-blomstret svik­kel for hvert 3. blad og en fortsat stængelvækst. En anden type er busk­tomat, som har en mere kompakt vækst, der afsluttes ved en blomster­stand. Til friland eller koldhus bruges sorten 'Bonner Beste', der er tidlig; 'Gemini' med kraftig vækst og ret store frugter; 'Luca', der er tidlig og afslutter væksten ved 5.-6. blomsterstand, og busktomat 'Tempo', der er tidlig og hvis sideskud ikke skal fjernes.

Til varmt væksthus er der fremelsket en lang række nye sorter, og nye dukker hvert år op på markedet. Det er oftest F1-hybrider, hvoraf mange udmærker sig ved at være modstandsdygtige over for angreb af sygdomme.

Kirsebærtomat (Lycopersicon pimpinel­lifolium) har op til 20 blomster i svik­lerne og ikke mere end kirsebærstore, røde eller gule frugter i en dekorativ, lang, hængende stand. Velegnet til dyrkning i vindueskarm og altankasse samt på terrasse. Af sorter kan nævnes 'Gardener's Delight', der er velegnet til espalier, og 'Tiny Tim', der bliver ca. 25 cm høj med små frugter.

Sygdomme: Tomater angribes af en lang række svampe og vira, samtidig med at der også optræder fysiogene sygdomme. Det første år er der sjæl­dent problemer; planterne er kraftige og sunde, men sidst på sæsonen dukker der dog som regel sygdomme op. De forskellige smitstoffer overvintrer på træ, glas og på døde plantedele, såvel over- som underjordiske. Jorden kan udskiftes, koges eller kemikaliebe­handles; men det er dyrt og besværligt, så det bedste er ofte at dyrke på plantesække med kunstjord, der er sygdomsfri.

Tomatfløjlsplet forårsages af svampen Cladosporium fulvum. Symptomerne er gullige, kantede pletter på bladover­siden, mens der på undersiden optræ­der violetagtige skimmel belægninger. Sidst på sæsonen står en sky af sporer op fra bladene ved berøring. Angrebet sker især på dugvåde planter, hvorfor luftning og eventuelt svag fyring kan forebygge angreb; fjerner man ældre blade, fremmes luftcirkulationen også. Sprøjtning med Captan kan ligeledes holde angrebet nede. I de seneste år er der udviklet modstandsdygtige sorter.

Gråskimmel (Botrytis cinerea) viser sig som en grå, støvende belægning på døde og svækkede plantedele ved høj luftfugtighed og hyppige dugdannel­ser. På tomatfrugterne ses ofte ringfor­mede, gullige dannelser, hvor en spore har spiret og er vokset ind i frugten, men er død på grund af udtørring. Angreb forebygges ved nedsættelse af luftfugtigheden eller sprøjtning med Captan.

Kransskimmel (Verticillium albo­atrum) smitter ofte gennem jorden, hvor døde planterester med svampe­mycelium har overvintret. Svampen vokser ind i rødderne, hvorfra sporer spredes med saftstrømmen. Svampen stopper for vandtransporten, så at bla­dene bliver slappe for senere at visne. Giftigt toksin udskilles også og kan transporteres med vandstrømmen. Ved snit gennem stænglen kan det ses, at karstrengene er brunfarvede. An­grebet forebygges ved anvendelse af frisk jord eller ved at koge jorden; lettest er det dog at bruge kunst jord i plasticposer. Systemiske svampegifte kan hæmme eller dræbe svampen un­der dens vækst i vedkarrene.

Kartoffelskimmel (Phytophthora infe­stans) er mest almindelig på frilands­tomater, men kan også optræde i driv­hus nær angrebne kartoffelplanter. Ved angreb får frugterne tågede, brun­sorte pletter og bliver bløde og ubruge­lige. På friland kan der anvendes be­skyttelsessprøjtninger med maneb el­ler et kobberholdigt middel.

Tomatsyge (Didymella lycopersici) vi­ser sig på ældre planter som vanddruk­ne, afgrænsede partier nær rodhalsen; i de angrebne områder sidder svam­pens sporehuse som små, sorte prik­ker. Planterne dør efterhånden, men bør fjernes, så snart angrebet erken­des. Svampen smitter gennem jord, brugt opbindingstråd og døde plante­dele; ny jord og nyt opbindingsgarn kan anbefales.

Også en række virussygdomme angri­ber tomatplanterne.

Tobakmosaikvirus (TMV) forårsager en gulgrøn mosaik­dannelse i planternes top samt buklede blade, hvilket medfører en udbytte­nedgang på indtil 1/4. Smitten overfø­res fra angrebne planter med f.eks. fingre, især hvis de har været i berøring med tobak, eller med tøj eller knive eller ved bladlusestik.

Tomattrådblad forårsages af agurke­mosaikvirus og giver, som navnet si­ger, blade, der kun består af bladner­ver. Smitstoffet overføres mekanisk og af bladlus. Planterne fjernes og brændes.

Fysiogene sygdomme er forårsaget af fysiske forhold. Magnesiummangel forårsager, at de nederste blade bliver gule mellem bladribberne, senere bru­ne og visne. Planterne sprøjtes med 2 % magnesiumsulfat.

Griffelråd ses som mørke, indfaldne partier omkring griflen og skyldes ofte vandmangel på et tidligere tidspunkt, hvorunder plan­ten har suget vand fra frugten. Grøn­skjold viser sig som grønne, gule eller orange pletter på den modne, røde frugt på overfrodige planter, der er bragt ud af balance.

Grønnakke er grønlige skjolder omkring stilken og skyldes for kraftigt sollys. Forebygges ved at undgå for kraftig beskæring.