Træbeskyttelse

Træmaterialer til brug i hus og have, til hegn og jernbanesveller m.m. beskyt­tes på forskellig vis mod angreb af trænedbrydende svampe. I naturen fo­regår der en stofopbygning under plan­ternes vækst, og ved plantens død bliver deres organiske stoffer af en række mikroorganismer igen spaltet til de oprindelige stoffer som kuldioxid og vand. Anvendes træ som bygningsma­teriale, er det ønskeligt, at denne ned­brydningsproces udskydes om muligt i hele bygningens brugsperiode.

Naturlig beskyttelse.

De forskellige vedsorter er beskyttet på forskellig vis fra naturens hånd alt efter indholdet af bl.a. harpiksstoffer og garvesyre. Splintved (den yderste levende del af veddet) er lettere nedbrydeligt end kerneved. Træ i jordkontakt har føl­gende omtrentlige holdbarhed: splint­ved af fyr ca. 2 år, gran og fyr ca. 4 år, lærk ca. 8 år og eg ca. 9 år. Trykim­prægneret lærk eller fyr sælges som regel med en garanteret holdbarheds­tid på 20 år, men kan ofte holde læn­gere.

Svampeangreb på træ.

Der findes en række tømmersvarnpe, der er speciali­seret til at nedbryde træ i naturen. I den mørke, kølige, fugtige skovbund optræder gul tømmersvamp alminde­ligt; den gør ofte skade på f.eks. hegns­pæle i jordoverfladen. Tilsvarende op­træder den i kolde, fugtige kældre i gulvbjælker. Hvid tømmersvamp kræ­ver lidt mere varme og er almindelig på træ i drivhuse.

Korkhat (Gloeophyllum sp.) findes i naturen på vindfælder, der varmes kraftigt op af Solen. På brugstræ op­træder den i pergolaer og vindueskon­struktioner. Disse svampe kan skade træværk stærkt, når træfugtigheden lig­ger på 20-50% vand. Det er ikke ualmindeligt at se konstruktionssvigt p.gr. af svampeangreb efter kun 2-5 år.

Den ægte hussvamp (Serpula lacry­mans), der ikke kendes i fri natur, er den farligste af alle svampe i bygnings­konstruktioner. Den ynder kølige, fug­tige forhold, og når den først er i gang, kan den via specielle myceliestrenge selv transportere vand til opfugtning af nye områder. Den kan endda gennem­vokse murværk og nå en stor udstræk­ning, hvis den ikke bliver opdaget og standset i tide. Det er vanskeligt at reparere efter angreb af den ægte hus­svamp, da den fra murværket kan vokse ud til nyindlagt træ; væggene må pudses med mørtel, der indeholder svampegifte, og man bør benytte tryk­imprægneret træ. Det vigtigste er dog ved alle reparationer at opspore fugt­kilden og få denne standset. Man kan tegne svampeforsikring for et hus for et beskedent beløb under forudsætning af, at huset holdes rimeligt vedlige. Stakitter, pergolaer og redskabsskure er dog ofte så udsat, at man ikke kan tegne forsikring for dem; det anbefales at imprægnere træværket i stedet for.

Pergolaoverligger, ødelagt af kork hat.

Beskyttelsesmetoder.

Til træbeskyttel­se anvendes først og fremmest den såkaldte konstruktive beskyttelse, hvor trækonstruktionen udformes såle­des, at træfugtigheden ikke overskrider 20%, som udgør den nedre grænse for svampevækst. For at undgå opfugt­ning af træværket udformes bygninger med skråtage, store tagudhæng, skrå­flader og med vandnæser. Svampe kan heller ikke trives ved træfugtighed over ca. 80%, idet der så er for lidt ilt. Dette udnyttes bl.a. ved fundering med træpæle, der nedsænket i vand har en holdbarhed på flere hundrede år. Som supplement til den konstruktive beskyttelse anvendes også kemisk be­skyttelse af træ. Her behandles træet på forskellig vis med stoffer, der virker hæmmende eller dræbende på svampe­ne, f.eks. tjære, organiske tinforbin­delser, kobbermidler m.fl. Da kobber­sulfat, der har været anvendt som træ­beskyttelsesmiddel, er meget vandop­løseligt og derfor let udvaskes af træet igen, anvendes blandingen kobber­krom-arsen (CCA) ofte til trykimpræg­nering; denne kan foretages for et beløb på 10-15% af træprisen, hvorfor det normalt er en god forretning at beskytte sit træværk.

Træbeskyttet træ er beskrevet og klassificeret i Dansk Standard DS 2122 i følgende klasser:

DS 2122 klasse M anvendes til træ i saltvand som havnemoler, fundamen­ter osv. Her forlanges det, at alt splint­ved er beskyttet ved trykimprægne­ring. Der anvendes ofte tjære eller CMC i en styrke, der svarer til det dobbelte af klasse A.

DS 2122 klasse A anvendes til træ i kontakt med jord (hegnspæle, facader, plantekummer, terrassebelægninger). Her forlanges også, at hele splinten er beskyttet ved trykimprægnering. Man anvender mest CCA-salte, der giver den kendte grønlige farve.

DS 2122 klasse B anvendes til vinduer. Her forlanges, at splinttræet indtil ca. 10 mm's dybde skal være beskyttet ved vakuumimprægnering. Man bruger of­te organiske tinforbindelser, opløst i terpentin, til behandling af færdigtilla­vede vindueskonstruktioner. Fælles for trykimprægnering og vakuumimpræg­nering er, at kun ved af fyr og lærk kan beskyttes; gran er uegnet til for­målet, da veddet p.gr. af en speciel opbygning ikke kan optage imprægne­ringsvæsken.

Træ kan også beskyttes ved bestrygning med et træbeskyttelsesmiddel; men svampe giften trænger ikke ret langt ind i træet, og træværket må derfor bestry­ges med jævne mellemrum. Blandt disse midler er der en del, der kan svide planter, hvorfor man bør være forsigtig ved behandling af facade- og pergola træ og slet ikke benytte træbe­skyttelsesmidler i drivhuse eller til plantekasser. Endelig kan træet dæk­kes med alkydmaling eller akrylplast­maling, der forhindrer, at træet opfug­tes; malingerne er ofte tilsat forskellige svampegifte.