Træpæon - Paeonia suffruticosa

Træpæonen har været dyrket og be­skrevet i Kina i over 1500 år. Med sine elegante farver og overdådige blom­sterfylde blev den anset for et udtryk for rigdom og lykke, men også som et symbol på det materialistiske. Plantens kinesiske navn var moutan, og europæ­iske botanikere gav den da også først navnet Paeonia moutan. Nu hedder den Paeonia suffruticosa, som betyder den halvbuskagtige. For tusind år si­den blev træpæonen bragt til Japan af buddhistiske munke; men først i 1787 kom den til Europa, indført af den engelske naturforsker Sir Joseph Banks. I tidens løb har mange gartnere deltaget i forædlingsarbejdet, især ved krydsninger med Paeonia lutea og an­dre arter; i nyere tid har nordameri­kanske planteforædlere været førende inden for dette område. Træpæon er en 1-2 m høj busk med tykke, glatte grene. Bladene er 10-25 cm lange og dobbelt fjersnitdelte; småbladene er nærmest ægformede og 3-5-lappede, og bladenes overside er mørkegrøn, undersiden blågrøn. Blomsterstørrel­sen varierer fra 10 til 30 cm, afhængigt af sorten; blomsterne er oftest purpur eller hvide med en mørkviolet negl. Kronbladene findes i et antal af 5-10 eller flere; støvtrådene er violetrøde. Frugterne er bælgkapsler.

Træpæoner (Paeonia suffruticosa) er alt for lidt anvendt i moderne haver. De er hårdføre, tager ikke megen plads op, og de har smukke blade og blomster.

Vækstkrav: Træpæonerne kræver en solrig og varm plads, godt beskyttet mod stærk blæst. Jorden skal være næringsrig, dybrnuldet og veldrænet. Om foråret skal jord og luft have en rimelig fugtighedsgrad for at sikre en god blomsterudvikling.

Pleje: Arten kan formeres ved frø, sorterne ved triangulation (se denne artikel). Den bedste tid for udplant­ning er det tidlige efterår; knopbryd­ningen sker nemlig meget tidligt om foråret og tåler ikke selv en kortere afbrydelse; forårsplantning er derfor næsten altid dømt til at mislykkes. Ved ny- og omplantning skal planten sættes dybere end tidligere, så at der kan dannes nye rødder fra forædlings­stedet; det giver planten en længere levetid. Jorddækning ved hypning er en god foranstaltning om vinteren; men rødder og rodhals må ikke dækkes med tørvemel, som kan give planten frostskader. Om vinteren og foråret må planterne ikke »pakkes ind« i gran­ris, avispapir eller plasticfolie, som blot fremmer den i forvejen tidlige knopbrydning. Væksten er ret lang­som, men fremmes ikke ved beskæring eller udtynding. Plantens naturlige, forvredne vækst skal have lov til at udvikle sig frit.

Anvendelse: Træpæon kan anvendes som solitærplante i atriumhaven, ved siddepladsen eller frit i plænen, men også i forgrunden af mindre busketter, på et stenbed eller op ad en mur. Gode naboplanter er bl.a. dværgmandel, la­ve typer af prydkirsebær og prydæble samt duftsnebolle og koreasnebolle.

Japanske sorter: 'Fuso-no-tsukasa' (Ja­pans gud) er tæt fyldt med uregelmæs­sige kronblade og rent hvid; 'Hana daigin'. (Blomsterminister) er halv­fyldt, storblomstret og purpurviolet; 'Hinode-sekai' (Landskab ved mor­gengry i storhed) er skarlagenrød; 'Hoc dai' (Den kinesiske kejser Ho's rege­ringstid) er tæt fyldt og karminrød; 'Kenreimon' (Kenraiporten) med lan­ge, smalle, krumme kronblade er mørkpurpur-karminrød; 'Monoyama' (Ferskenhavernes bjerge) er sartrosa, halvfyldt og storblomstret; 'Sakuraji­shi' (Løven i ferskenhaverne) er rosa, halvfyldt og storblomstret; 'Shintenchi' (Ny himmel og jorden) er lysrosa og tætfyldt; 'Tam a Sudara' (Juvelskærm) er hvid og tætfyldt; og 'Yomeimon' (Japans prægtigste port) er skarlagen­rød.

Europæiske sorter: Disse har ikke nær så poetiske navne som de østerlandske sorter; men de er absolut værd at prøve i haven. 'Baronesse d' Ales' er klarrosa med mørkrosa midte; 'Comtesse de Tuder' er laksrosa; 'Fragrans Maxima' er sart laksrosa med smukt formet blomst;'Reine Elisabeth' er laksrosa­skarlagenrosa og storblomstret, og 'Ville de St. Denis' er tætfyldt, hvid med violet midte.

Andre arter:

Paeonia delavayi hører hjemme i 3000 m's højde i bjergskove­ne i provinsen Yunnan i Kina. Den bliver 1 m høj og breder sig ved udløbere. Blomsterne er let overhæn­gende, matrøde eller purpur med 5-9 næsten kredsrunde kronblade; støvtrå­dene er mørkt karminrøde. støvknap­perne guldgule. Den blomstrer i maj­-juni. Velegnet til stenbed eller for­grund af busket.

Paeonia lemoinei omfatter en række sorter med gule blomster, bl.a. 'La Lorraine' med fyldte, runde, duftende blomster i en sart gul farve; 'Mme Louis Henry' har gulligrosa, bægerfor­mede, duftende blomster, og 'Souvenir de Maxim Cornu' har svagt rødtonede, gyldengule blomster med en fin duft.

Paeonia lutea fra Tibet er en stift opret halvbusk på 1-2 m's højde. Blomster­ne er livligt gule med 6-10 kronblade hver. Den har en fin duft.

Paeonia potaninii fra Tibet er en halv­busk med bred, lav vækst og udløbere. De kopformede blomster er mørkt kastanjebrune med røde støvtråde.

Paeonia potaninii var. trollioides er en 1 m høj, krybende halvbusk fra Tibet og

Vestkina. Blomsterne er kun 2 cm brede med et bægeragtigt, tillukket udseende; farven er rent citrongul, og blomstringen finder sted i juli-august, hvor der ellers kun er få blomstrende buske.