Vejbred har altid talt til den menneskelige fantasi, ikke mindst fordi man kan finde den overalt, hvor mennesker bor og færdes. Den fulgte endog de europæiske nybyggere til Nordamerika, hvor indianerne gav planten navnet »den hvide mands fodspor«. Forklaringen er ganske ligetil. De modne frøs yderste cellelag omdannes i fugtigt vejr til en slim, som hæfter frøene fast til fodsåler og dyrepoter.
Derfor træffes vejbred især langs veje og stier, på gårdspladser, mellem brosten og i græsplæner. kort sagt, der hvor mennesker. færdes.
Mellem anden, højere vegetation løfter bladstilkene de brede bladplader op i lyset. Men på steder, hvor man går meget eller i græsplæner, som bliver slået tit, lægger bladene sig fladt hen ad jorden, så de kan overleve slid og klipning.
Planten er flerårig med en grov, kort og lodret jordstængel og en tæt dusk af trådformede rødder. Bladene kan ligefrem skygge naboplanter ihjel ved at brede sig til alle sider. De uanselige brune blomster sidder tæt sammen i høje, smalle aks. Frøstandene (»kæmper«) blev især tidligere meget anvendt som foder til kanariefugle. Navnet kæmper hentyder til børns leg med aksene, som man slår mod hinanden, til modpartens aks knækker. Et andet populært navn er groblad. Groa betyder at læges og fortæller om, at bladene blev anvendt som lægemiddel, bl.a. mod vorter.
I havens åbne jord er vejbred let at udrydde, blot man ved opgravning eller op stikning får hele rodklumpen med. I græsplæner er vejbred derimod et besværligt ukrudt, som kan være næsten umuligt at udrydde. Hvis man sværger til kemikaliefrit havebrug, er håndlugning den eneste mulighed og for hver vejbredplante, man stikker op i plænen, kommer der en bar plet, fordi græsset i mellemtiden er kvalt. Husk eftersåning med græsfrø. På gårdspladser kan man anvende vanding med natriumklorat, men ikke på skrånende arealer, hvor det opløste salt samles på lave steder og der kan slå prydplanter ihjel.
--