Vingevalnød er et middelstort, løvfældende træ med karakteristisk kamret marv i de unge skud. Barkens farve er mørkebrun, og knopperne er nøgne. Bladene er store, 30-40 cm lange, uligefinnede, med 15-25 aflange, 2-3 cm brede småblade. Blomsterne er rakleblomster, fordelt på han- og hunrakler; hanraklerne overvintrer nøgne og strækker sig først omkring løvspring i maj-juni, mens hun blomsterne sidder i 20-40 cm lange, hængende rakler. De små frugter er vingede, hvilket har medført det danske navn. Også det botaniske navn har samme betydning (græsk pteron = vinge og karyon = nød).
Vingevalnød (Pterocarya fraxinifolia) er et smukt og dekorativt havetræ. På en næringsrig bund er væksten kraftig, og bladene kan blive indtil 40 cm lange. De gulliggrønne blomster sidder i nedhængende rakler.
Vækstkrav: Træet stammer fra de centrale og østlige dele af Asien; hos os vokser det på den nordligste grænse af sit udbredelsesområde, men er alligevel både frost- og vindført. Det skal helst udplantes på en næringsrig og fugtig jordbund, hvor væksten til gengæld er hurtig og kraftig.
Pleje: Vinge valnød formeres oftest ved aflægning eller rodskud, som bedst udplantes i oktober. Smukkest bliver de nye planter, hvis de udplantes enkeltvis som buskede småplanter. Vingevalnød egner sig ikke til opstamning. Beskæring er kun nødvendig i form givningsarbejdet; men den kraftige sommertilvækst kan dog medføre, at en del skudspidser ikke når at modne og derfor må fjernes det følgende forår. Frøformering er mulig, men anvendes sjældent. Frøene udsås straks efter modningen, og småplanterne må beskyttes det første par vintre, før udplantning kan finde sted.