Vintergrøn - Singrøn - Vinca

Vinca er afledt af latin vincire = sam­menflette; det hentyder til de lange, krybende ranker. Det gamle danske navn singrøn er lånt fra nedertysk singriin = stedsegrøn; navnet vinter­grøn må planten dele med flere arter af Pyrola-slægten. Familien kaldes sno­kronede, fordi kronfligene yderst er skråt afskåret, så at blomsten får en snoet propelfacon. Slægten omfatter 12 arter, der overvejende stammer fra Middelhavsområdet og de tropiske eg­ne; men herhjemme dyrkes kun to arter, selvom det skulle være muligt at dyrke flere. Vintergrøn har krybende stængler, som er forveddede ved grunden. Blomsterne fremkommer en­ligt i bladhjørnerne på opstigende stængler; kronen er fladkravet, blade­ne stedsegrønne.

Vintergrøn har blanke, grønne blade og fladkravede, blå blomster med skråt afskår­ne kronflige.

Vækstkrav: Vintergrøn trives bedst i en løs, kalkholdig muldjord og klarer sig godt i både sol og skygge, hvorfor den er velegnet som bunddækkeplante under høje træer, hvor den kan danne udstrakte tæpper. Den er tillige anven­delig som en hårdfør stenbedsplante, og man kan bruge den som ampelplan­te på terrassen, i vinterhave og vækst­hus. Formeringen sker ved deling eller stiklinger, idet frøene praktisk talt al­drig modnes på vore breddegrader.

Arter:

Vinca herbacea stammer fra Balkan og Lilleasien og dyrkes meget sjældent herhjemme, men burde kun­ne fremskaffes. Den er ikke stedse­grøn, men har kortstilkede, lancetfor­mede grønne blade på de krybende, ikke-rodslående stængler. Blomsterne, som fremkommer i juni, er blå violette med lange, skråt afskårne kronflige. Bør dyrkes i fuld sol.

Vinca major fra Middelhavsområdet og Kaukasus er en stedsegrøn halvbusk med 4-6 cm lange, hjerte- eller ægfor­mede blade på ret stive stængler, som er rodslående i spidsen; den kan blive ca. 30 cm høj. Blomsterne, som frem­kommer fra april til juni, er lyseblå og 2,5-3,5 cm i diameter. Der findes flere varieteter, bl.a. Vinca major 'Variega­ta' med smukke gul- eller hvidbrogede blade, 'Reticulata', der har blade med gullige nerver, og 'Acutiloba', der har spids lappede blade og er sentblom­strende.

Vinca minor, liden singrøn eller vintergrøn, er velegnet som bunddækkeplante under træer og buske, hvor den kan danne tætte tæpper.

Vinca minor fra Syd- og Mellemeuropa kan findes forvildet i skov- og grøfte­kanter. Den har krybende, rodslående stængler, som gerne danner tætte tæp­per; men den bliver sjældent mere end 15 cm høj. Det er en stedsegrøn halv­busk med elliptiske, glinsende grønne blade og ca. 3 cm store, fladkravede, lyseblå blomster, ofte med hvidlig mid­te, i april-maj. Der findes mange sor­ter, bl.a. Vinca minor 'Alba' med hvi­de blomster, 'Rubra' med rødlige blomster, 'Bowles Variety' med dybblå blomster og 'Purpurea' med violette blomster. Desuden kan nævnes de bro­gede 'Argenteo-variegata' med hvid­brogede blade og blå blomster og 'Au­reo-variegata' med gul brogede blade og blå blomster.

Vinca minor 'Super­ba' er særlig lav og kraftigtvoksende med meget spidse blade og blå blom­ster.

Vinca rosea er identisk med den be­slægtede Catharanthus roseus, som er en rigtblomstrende stue- og altanplan­te; se artiklen Catharanthus.