Vortekaktus - Mammillaria

Vortekaktus omfatter ca. 300 arter, som er hjemmehørende i Nord-, Mel­lem- og Sydamerika og særdeles ud­bredt i Mexico. Vækstformen er oftest kugle- til søjleformet. Mange arter danner tætte puder, der kan blive op mod 100 cm på naturlige voksesteder; andre vokser alene eller danner kun sjældent sideskud. Slægten har fået navn af de vorteformede knuder, der sidder i tætte rækker eller spiraler omkring planten; på vorterne sidder puder med smukke torne eller hår. Fra grunden af vorterne udvikles et stort antal små blomster, der kan danne et bælte rundt om planten; der dannes ikke ribber som hos mange andre kak­tusslægter.

Pleje: Vortekaktus stiller ikke særlige krav til jorden, blot den er let gennem­trængelig for vand og ikke indeholder for meget organisk stof som spagnum, idet rødderne let rådner, hvis der er meget fugtigt omkring dem. Især de pudedannende arters rødder ligger me­get øverligt, og de dyrkes derfor bedst i flade, lave skåle. De tæthårede arter er meget følsomme over for vand; de vandes ikke fra oven, men fra under­skålen. I vækstperioden skal de fleste vorte kaktus, især de hvidtornede og behårede arter, have meget vand, i særdeleshed i solrigt vejr; mindre tor­nefyldte planter skal om sommeren beskyttes mod for stærk sol. Om vinte­ren skal de ikke vandes ret meget, og planterne overvintrer bedst ved en temperatur på 6-12°C.

Formering: Vortekaktus formeres ved frø, de sideskuddannende arter dog ved stiklinger, der let fjernes fra mo­derplanten. Frøet sås i en let spag­numblanding. Hvis man kan holde en jordtemperatur på ca. 20°C, kan sånin­gen finde sted allerede meget tidligt på året; men i det svage lys i stuerne er det bedste tidspunkt dog omkring 1. maj. Frøet dækkes kun ganske let, eventuelt med et lag fint sand, der også hæmmer svampeangreb. Stikning fore­tages om sommeren, som er vækstpe­rioden; man kan bruge samme jord som til såning. Arter, som udvikler megen saft ved skæringen, dækkes med trækulspulver på sårfladen for at standse blødningen.

Arter:

Mammillaria bocasana bliver 4-5 cm høj; den er tuedannende og har talrige hvide, hårformede randtorne og en mørkere farvet, vinkelbøjet midter­torn. Når planten trives godt, er den grønne farve næsten ikke til at se under den tætte behåring. Blomsterne er små og gullige med rosa midterstribe.

Mammillaria bombycina er kort søjle­formet og sætter først sideskud, når planten har nået en vis alder. Tornene sidder på korte puder; randtornene er

silkeskinnende og hvide; midtertorne­ne er gule til rødbrune og spidse, de nederste vinkelbøjede. Den øverste del af planten er hvidulden. Blomster­ne er karminrøde.

Vorte kaktus (Mammillaria centricirrha) har karminrøde blomster.

Mammillaria centricirrha viser stor va­riation i tornfarven. Den har kuglefor­met vækst og er 12-30 cm i tværsnit. Den øverste del af planten er ulden; vorterne er blågrønne og firkantede ved grunden. Blomsterne udvikles i kranse; de er karminrøde med en mør­kere midterstribe.

Mammillaria elegans er en kuglefor­met dværgart, som ikke bliver større end 5--6 cm. Den har hvide torne, som ligger meget tæt ind til planten; midter­tornen er kort, udstående og sortspid­set. Blomsterne er karminrøde.

Mammillaria elongata, hvis korrekte navn nu er Leptocladodia elongata, har cylinderformet vækst og bliver op til 20 cm høj. Den deler sig kraftigt fra grunden, hvorved der udvikles kønne tuer. Tornfarven er meget forskellig hos de forskellige sorter, hvidlig, gul, brun eller rød. De små blomster er lysegule.

Mammillaria gracilis er en stærkt side­skuddannende dværgplante. Variete­ten fra gilis bliver kun få cm høj; den er friskgrøn og tæt dækket med fine, hvide torne, hvoraf midtertornen er sortspidset. Blomsterne er gulhvide.

Vortekaktus (Mammillaria guelzowiana) er dækket af hvide uldhår.

Mammillaria guelzowiana har en me­get tæt og hvid behåring og er ca. 8 cm i tværsnit. De 6 store blomster er pur­purrøde og holder sig i udsprungen til­stand i 4-5 dage.

Mammillaria hahniana er kugleformet og bliver op til 10 cm i tværsnit. Tornene er hårlignende, indtil 1,5 cm lange og danner rigelig uld ved grun­den af vorterne, først og fremmest i toppen af skuddet. Blomsterne er pur­purrøde.

Mammillaria lanata er en rund, meget tættornet kaktus. Blomsterne er lyse med en lysrosa midterstribe.

Mammillaria longiflora har kuglefor­met vækst, er ret sideskuddannende og 3-5 cm i tværsnit. Randtornene er hvide, midtertornen lysegul til rød­brun. Blomsterne er store, 4,5 cm lange og lysrosa. Planten tåler ikke ret megen fugt.

Mammillaria parkinsonii har som ung kugleformet vækst; men ældre planter deler sig gaffelformet fra toppen. Der dannes altså ikke sideskud, som det sker for andre vortekaktus. Tornpuden og randtornene er hvide, midtertornen sortspidset. Blomsterne er gule, men udvikles sjældent.

Mammillaria plumosa danner ca. 7 cm store, flade kugler, som er tæt besat med fine, hårlignende torne. Det er en smuk art, som er temmelig følsom over for vand. Blomsterne er hvide med en mørkere midterstribe; men planten blomstrer kun sjældent i kultur.

Mammillaria prolijera var. multiceps har en kugle- til cylinderformet vækst­form og bliver indtil 10 cm høj. Det er en kraftigt tuedannende art. Randtor­nene er hvide og hårformede, midter­tornene hvide til rødbrune. Blomster­ne er grøngule med brunlig stribe. Plantens bærfrugter har stor dekorativ værdi.

Mammillaria rhodantha er kugle- til cylinderformet og bliver ca. 30 cm høj. Den er meget tæt tornet med hvide randtorne og forskelligtfarvede mid­tertorne. Toppen af planten er hvidul­den, og blomsterne er karminrøde til purpur, 2 cm lange. Kronbladene er fint tandede.

Mammillaria wildii har en aflang vækstform og bliver op til 15 cm høj. Den danner brede puder ved sideskud. Randtornene er hvide, midtertornene gule. Blomsterne er hvidlige og rødligt stribede.

Vortekaktus (Mammillaria geminispina) minder om en lille kunstig satellit.