Euphorbia obesa fra det sydlige Afrika er en af de mere sukkulente euphorbiaer.
Euphorbiaer hører til en enorm familie med godt 300 slægter og omkring 8.000 arter. De kan findes næsten overalt i verden, som meget sukkulente planter, som små ukrudtsplanter, træer, klippeplanter, urteagtige planter og strand planter.
Deres almindelige navn er vortemælk, og som navnet antyder, har de en hvidlig mælkesaft. som siver ud af planterne, når de bliver skadet, eller hvis man skærer i dem. Nogle af de sukkulente euphorbiaer har et enormt væsketryk, når de vokser, og så kan saften sprøjte ud i alle retninger.
Advarsel: Pas på ikke at få denne mælkesaft i et åbent sår, i øjnene eller på en anden sårbar del af kroppen. Hvis dette alligevel sker, bør det ramte område vaskes med koldt, rent vand flere gange, og man bør derefter kontakte sin læge eller en skadestue, hvis der optræder hævelser. Planten bør også oversprøjtes med vand for at standse udsivningen af saften. Der er ingen grund til at blive så bange, at man afstår fra at dyrke disse planter. De skal bare behandles med lidt forsigtighed.
Der findes formentlig mindst 1200 sukkulente euphorbiaer at vælge imellem til en samling.
De sukkulente og de ikkesukkulente arter har de samme formeringsdele. Der skal to til en tango, som man siger, og der skal både han- og hunblomster til at fuldføre processen. For nogle arters vedkommende betyder det, at man skal have mindst to planter. Hos andre arter sidder han- og hunblomster på den samme plante.
Euphorbia pulcherrima er en god og velkendt plante at bruge til at illustrere euphorbiaernes blomsterstruktur. Aldrig hørt om Euphorbia pulcherrima? Hvad så med julestjerne? Den stueplante som er et symbol på julen på den nordlige halvkugle. De store smukke røde, hvide eller lyserøde »kronblade« er i virkeligheden ikke kronblade, men de farvestrålende højblade. Blomsterne har ingen kronblade. Når frøkapslen udvikler sig, har den tre kamre og kun tre frø, hvis de alle sammen har udviklet sig ordentligt. Blomstringen fortsætter året igennem, hvis planten får en tilstrækkelig høj vintertemperatur.
Den næstmest kendte euphorbia-potteplante må være Euphorbia milii, Kristi tornekrone. Det er en sukkulent, selvom den også er ret træagtig og taber sine blade, hvis den bliver undervandet. Denne plante kan blive helt op til 3,5 m høj og lige så bred. Hvis den bliver for stor til at være en stueplante, kan den nemt beskæres til en mere håndterlig størrelse. Stiklingerne kan plantes i en sandet all-round kompost. Hvis den får tilstrækkelig med lys, burde Euphorbia milii blomstre året rundt. Højbladene er normalt skarlagenrøde. men der findes også hvide, gule, lyserøde eller blegrøde. På den originale Euphorbia milii er højbladene forholdsvis små. De nyere krydsninger har større højblade, som er mere iøjnefaldende. Man kan godt dyrke dem frem fra frø.
På en ferie til de Kanariske Øer vil man blive præsenteret for en række andre euphorbiaer i deres naturlige omgivelser. Euphorbia canariensis er en af dem. Den er 2-3 m høj og lige så meget eller mere i bredden. Hver klynge består af mange firkantede stængler. De er glimrende potte-planter, men bliver til sidst ret høje. Euphorbia atroputpurea, Euphorbia balsamifera, Euphorbia regis-jubae og Euphorbia aphylla er fire andre almindeligt forekommende arter, men de har en tendens til at vokse op til buske, og de trives normalt ikke godt i potter.
Euphorbia mellifera er en ikke-sukkulent euphorbia, som kan gro på beskyttet sted i det sydlige England eller områder med et tilsvarende klima. Den skal helst stå op ad noget varmt, såsom en mur eller en vinter haves glas. En anden euphorbia, som man kan møde under en ferie på de Kanariske Øer, er Euphorbia tirucalli, levende pind. Den vokser der ikke naturligt, men er blevet indført til haver, hvorfra den nogle steder er forvildet.
De bedste og mest sukkulente arter kommer først og fremmest fra det sydlige Afrika og Madagaskar.
Den mest sukkulente må være Euphorbia obesa. Den har hverken torne eller blade, men en rund til cylindrisk krop, der er ribbet og mønstret på en måde, der minder om en skotsk tartan. Denne plante tolererer ikke overvanding, og den kræver fuld sol og veldrænet kompost. Der skal bruges både han- og hunplanter til frøproduktionen.
Euphorbia meloformis og Euphorbia valida minder om Euphorbia obesa. Den vigtigste forskel er, at disse planter danner deres blomster på lange grønne stilke, som tørrer ud til lysebrun og bliver siddende på planten, når blomsterne er visnet. Det giver indtryk af, at planten har horn. De producerer aflæggere med alderen og danner efterhånden klynger, noget vi ikke har hørt om med Euphorbia obesa.
Euphorbia bupleurifolia, Euphorbia horrida og Euphorbia stellaespina er tre sydafrikanske arter, som er populære ved udstillinger. De danner alle sammen klynger med alderen. Euphorbia horrida er den største af de tre. De er alle tre attraktive og spændende at dyrke.
Der kommer mange arter fra Madagaskar, og de fleste kræver mere end gennemsnitsvarme i vintermånederne. Den normale løsning er en varmekasse i drivhuset eller at anbringe dem indendørs. Euphorbia leuconeura, Euphorbia lophogona, Euphorbia neohumbertii, Euphorbia viguieri og Euphorbia hisiopii har samme vækstform som Euphorbia milii, selvom de ikke når de samme dimensioner. Euphorbia decaryi, Euphorbia capsaintemariensis og Euphorbia francoisii er tre mindre, lavtvoksende arter fra Madagaskar. De har alle sammen forstørrede rodstokke, og de skal dyrkes omhyggeligt. På den anden side kræver de ikke fuld sol. De trives udmærket i halvskygge.
En ret charmerende lille busket euphorbia med meget tynde stængler, der bliver omkring 30 cm, når den dyrkes, er Euphorbia antisyphilitica fra USA og Mexico. I naturen danner den meget store lave buske, men som dyrket er den ret langsomtvoksende. Den har søde små lyserøde og hvide blomster i en ret lang periode om sommeren. Denne plante vil sandsynligvis ikke vokse ud af en 15 cm potte.
Euphorbia cooperi er en af de større arter, som kan fås mange steder.
De mest almindelige planter i havecentre er: Euphorbia trigonus, trekantsøjle, med trekantede stængler og små løvfældende blade, ofte med purpur eller røde markeringer på stænglerne, danner klynger og kan blive ret stor; Euphorbia mammillaris som normalt har grønne stængler og små rester af blomsterstilke og Euphorbia ferox med blomsterstilke som hærder til torne, klyngedannende. Af og til ser man også andre i handelen, såsom Euphorbia cooperi, Euphorbia resinifera og Euphorbia grandialata, men det er store arter.
Nogle gange ser man også planter af Euphorbia ingens. Den danner en tyk, firkantet søjle og kan i sidste ende blive til et 9-12 m højt træ. Den kan vokse meget hurtigt.
Sukkulente euphorbiaer dyrkes ikke specielt for deres blomster, men for former, farver, markeringer og torne. Der findes brogede og cristate former af nogle af arterne til dem, som gerne vil have noget anderledes. Brogede planter kan faktisk give en smule mere farve til en ellers ret grøn plantegruppe. Der er kun blevet nævnt nogle få arter her. Der findes mange flere, og der er en specialistgruppe, som beskæftiger sig med dyrkning af disse planter. Der bliver hele tiden opdaget nye varianter, specielt fra Indien. Vi regner med, at der også stadig er mange arter på det sydamerikanske kontinent, som venter på at blive opdaget og navngivet.
--