Påskekaktus blomstrer i det tidlige forår ved påsketid; heraf det danske navn. Rhipsalidopsis = den, som ligner en misteltenkaktus (Rhipsalis).
Planten er i sit hjemland Brasilien en epifyt, som lever på barken af større træer uden at tage næring herfra. Grenene er utornede og leddelte. I begyndelsen er leddene næsten runde eller 4- eller 5-kantede, senere næsten flade. De skarlagenrøde blomster er 4 cm store og let hængende.
Påskekaktus (Rhipsalidopsis gaertneri) kan trives mange år i stuen og blomstre flittigt hvert forår.
Pleje: Påskekaktus tåler ikke direkte sol; om sommeren holdes den i halvskygge, om vinteren i et lyst vindue. Pottejorden skal være let og veldrænet, gerne enhedsjord eller havejord, tilsat spagnum. Jorden må aldrig være gennemvåd; så rådner rødderne; til gengæld vil hyppige overbrusninger af planten være gavnlige. Der gødes en gang om ugen fra april til september. I oktober og november holdes planten tørt og køligt (10°C); derved fremmes knopdannelsen. I januar stilles planten varmere (18°C), hvorefter knopperne begynder at vise sig. Hvis knopperne eller leddene afkastes, skyldes det i reglen skiftende temperatur.
Formering: Som stiklinger anvendes 1 år gamle skudled, der stikkes i sandblandet spagnum.
Påskekaktus kræver hvert år en hvileperiode fra oktober til januar for at udvikle masser af blomsterknopper. Den bør ikke drejes under knopdannelse og blomstring.
Andre arter:
Rosenkaktus (Rhipsalidopsis rosea) ligner påskekaktus, men blomstrer det meste af sommeren. Se artiklen Rosenkaktus.
Rhipsalidopsis graeseri er en krydsning mellem påskekaktus og rosenkaktus. Den er kraftigere i væksten end forældrearterne og tåler bedre lavere temperaturer. Om sommeren kan den anbringes udendørs på et ikke alt for køligt og fugtigt sted. Blomsterne har forskellige røde nuancer.