Tusindblad er flerårige vandplanter med kransstillede, kamformede eller fjerdelte blade uden akselblade og med meget små, tvekønnede eller enkønnede blomster; disse sidder i endestillede, akslignende klaser, der rager indtil 10-15 cm op over vandoverfladen. Hver blomst sidder i hjørnet af et takket eller fliget højblad og er desuden omgivet af to små dækblade. Frugten er en firdelelig spaltefrugt med stenfrugtagtige delfrugter.
Vækstkrav: Tusindblad er en vildtvoksende plante, der holder til i næringsholdigt vand. Hele planten udgøres af undersøiske dele, hvorfor den er uden egentlig interesse i havemæssig forstand; men den kan meget vel dyrkes i bassiner og lignende småsøer, blot vanddybden ikke er mindre end ca. 1 m og vandets reaktionstal ikke er for lavt. Opformeringen sørger planterne selv for, idet løsrevne skud meget nemt danner rod og dermed nye bestande.
Arter:
Akstusindblad (Myriophyllum spicatum) er en flerårig art med flydende eller ved grunden rodslående , meterlange, grenede og rødlige stængler. Bladene er kransstillede og kamdelte med spidse, børsteformede afsnit, der sidder parvis over for hinanden. Hele planten er nedsænket i vandet, bortset fra den akslignende blomsterstand, der rager op over vandoverfladen. Blomsterne er sammensat af firtallige kranse af ustilkede blomster med hanblomsterne øverst og hunblomsterne nederst i standen. Arten er almindelig i danske åer og småsøer, hvor den er i stand til at brede sig meget kraftigt i næringsholdigt vand.
Kranstusindblad (Myriophyllum verticillatum) lever normalt helt nedsænket i vandet, kun de aksformede blomsterstande med hanblomster øverst og hunblomster nederst rager op over vandet; vinden sørger for bestøvningen. Kranstusindblad svarer i vækst til ovennævnte art og adskiller sig væsentligst ved sine bleggrønne stængler, hvis blade er noget spinklere og tyndere og ikke står parvis over for hinanden. Desuden er blomsterstandens høj blade væsentlig længere. En afgørende forskel mellem de to arter er, at den sidste har indtil 3 cm lange, kompakte vinterknopper. Planten er vildtvoksende under samme forhold som akstusindblad; blot overvintrer kun de affaldende vinterknopper, der synker til bunds, mens resten af planten dør væk.
Papegøjefjer (Myriophyllum brasiliense) er en udmærket akvarieplante. Det er en sumpplante fra Mellem- og Sydamerika med kransstillede, kamdelte blade, som vokser op over vandfladen. Se også artiklen Akvarieplanter.
--