Koralkirsebær er hjemmehørende i det sydlige Brasilien, hvor planten bliver 30-60 cm høj. Bladene er lancetformede og helrandede med bølget rand.
Koralkirsebær anvendes ofte som en engangsplante, der kasseres efter bærfald.
Blomsterne er hvide, og de dekorative frugter, for hvis skyld planten dyrkes, er kuglerunde og orange til skarlagenrøde.
Pleje: Planterne udvikles bedst på en lys og luftig plads; koralkirsebær kan f. eks. stå udendørs om sommeren. I sol udvikles de stærkeste farver på frugterne. Koralkirsebær stiller ikke særlige krav til temperaturen; normal stuetemperatur i vækst- og frugtbæringsperioden er passende, mens planten i vintertiden, efter at frugterne er faldet, kan nøjes med 1SOC. I den lyse halvdel af året vandes rigeligt, og der tilføres jævnlig næring, mens der i den mørke halvdel af året vandes noget mindre og ikke tilføres næring. Som dyrkningssubstrat kan bruges en standard-jordblanding.
Formering: Koralkirsebær formeres almindeligvis ved frø, der sås i en standard-jordblanding i februar-april. I spiringsperioden holdes en temperatur i spirekassen på ca. 20°C; den kan opnås ved, at man stiller så kassen på en radiator. Når frøene er spiret, sænkes temperaturen til ca. 15°C, og efter en måneds tid er planterne klar til prikling. Efter 3-5 måneder er de udpriklede småplanter klar til potning.