»Sig det med blomster« er i dag et reklameudtryk fra blomsterhandelen, men har gennem tiderne givet udtryk for menneskets bevidste eller ubevidste behov for at udtrykke personlige, religiøse eller politiske tanker og ønsker ved hjælp af blomster. I forskellige kulturepoker opstod blomstersprog, præget af kulturens stade, men også af det pågældende områdes klima og flora. En enkelt blomst kunne udtrykke en ganske bestemt tanke; en samling eller en buket af forskellige blomster kunne være mere talende end mange ord. Det fortælles, at haremsdamerne i Orienten udviklede et blomstersprog, ved hjælp af hvilket de kunne kommunikere med omverdenen.
Oprindelsen til enkle og avancerede blomstersprog må søges i de forskellige folkeslags navngivning af de enkelte planter, ofte ved at sammenligne planternes udseende med dyr eller kendte genstande fra hverdagen, i andre tilfælde ved at tildele blomsterne særlige evner p.gr. af deres smag eller medicinske virkninger. Der er således en nøje sammenhæng mellem de vilde planters folkelige navne og det blomstersprog, som højere kulturtrin digtede videre på. Planternes enkle symbolik blev senere anvendt i religionens, politikkens og kunstens tjeneste.
Den røde arve (Anagallis arvensis) har det festlige almuenavn »grine til middag«, fordi blomsten kun er åben mellem kl. 9 og 14, og så er den endda lukket, hvis solen ikke skinner. I England hedder denne plante Scarlet Pimpernel. Det var dæknavn for Sir Percy Blakeney, der anvendte blomsten som signatur på sine hemmelige budskaber under den franske revolution. Forglemmigej (Myosotis scorpioides) betyder »ihukommelse« ifølge en poetisk lille bog om blomstersproget fra 1845. I oldtiden anvendte lægen Dioskurides et udtræk af planten til elskovsdrikke. En tilsvarende drik udvandt man i middelalderen af bittersød natskygge (Solanum dulcamara). I Donizettis opera »Elskovsdrikken« hedder kvaksalveren Dulcamara, hvis medicin overvinder ligegyldighed og had og fremtryller kærlighed. Planten findes vildtvoksende i Danmark på fugtige steder, hvor den sidst på sommeren er fyldt med røde, meget giftige bær.
Fremmede plantenavne kan give os oplysninger om planternes udbredelseshistorie. Den kendte ukrudtsplante vejbred (Plantago major) kaldtes af de nordamerikanske indianere »den hvide mands fodspor«, fordi planten spirede frem langs de europæiske indvandreres indfaldsveje. Også ukrudtsplanten svaleurt (Chelidonium majus) kan fortælle kulturhistorie. Planten indeholder en orangegul mælkesaft, der farves rød af luftens påvirkning. Den blev dyrket som lægeurt i middelalderens klosterhaver, og datidens guldmagere anså den for et grundstof til fremstillingen af de vises sten, og de gav den navnet donum coeli = himlens gave. Gamle dages kunstnere indførte blomster i deres malerier og skulpturer. Madonnaliljen (Litium candidum) med de uskyldshvide blomster blev som et scepter anbragt i Jomfru Marias hånd. Dorothealiljen (Leucojum vernum) blomstrede første gang på Dorotheadagen den 6. februar, og sankthansurt (Sedum telephium) indplantede man sankthansaften i en sprække mellem to bjælker i stuen for at sikre helse og fremgang. I adelsfamiliers og kongers våbenskjolde findes mange blomster gengivet. Den franske lilje er i virkeligheden en stiliseret gul iris, som Louis VII valgte til sit våbenskjold og banner ved sit første korstog til Det hellige Land i 1100-tallet. Fra 1455 til 1485 udkæmpedes en blodig krig om den engelske trone mellem huset York og huset Lancaster. York førte en hvid rose (Rosa alba) i våbenskjoldet, Lancaster en rød rose (Rosa gallica 'Officinalis'). Sagnet fortæller, at de to rosenfarver ved fredsslutningen blev forenet i en enkelt rose, der var rød- og hvidstribet. Der findes nu en tofarvet damascenerrose (Rosa damascena versicolor) med sortsnavnet 'York and Lancaster Rose', men den har intet nærmere slægtskab med de to våbenroser.
Disse eksempler udgør en forsvindende del af det komplicerede blomster-sprog, som ikke alene er kulturhistorie, men stadig indgår som en ofte ubevidst del af den moderne hverdag. Det giver sig klart udtryk, når man vælger røde roser til sin udkårne eller sender gule roser som tegn på forsmået kærlighed. Men det er også med til at påvirke produktionen og salget af hverdagsblomster, ofte koncentreret om bestemte højtider som mors dag eller andre mærkedage. Årstidsfornemmelsen er her så indgroet, at omdøbning af julestjerne til kongestjerne for at forlænge salgssæsonen totalt mislykkedes. Julestjerner er juleblomster, som kun handles til jul. Gamle tiders navnelister over blomstersproget må i dag betragtes som en kuriositet, men ved gennemlæsning vil man dog sikkert nikke genkendende til mange af symbolerne:
anemone |
hengivenhed |
asters |
lykkelig alderdom |
balsamin |
uskyld |
evighedsblomst |
udødelighed |
forglemmigej |
trofaste minder |
heliotrop |
evig kærlighed |
iris |
magt og ære |
kornblomst |
forlegenhed |
krokus |
forventninger |
laurbær |
ære og berømmelse |
lilje |
renhed |
liljekonval |
lykke |
margerit |
uskyld |
morgenfrue |
jalousi |
orangeblomst |
frugtbarhed |
orkidé |
lidenskab |
ridderspore |
åbenhjertighed |
rose |
kærlighed, lykke og skønhed |
syren |
første kærlighed |
tidsel |
mismod |
tulipan |
pragt |
valmue |
hovmod |
vedbend |
evigt liv |
viol |
beskedenhed |
--