Økologi betyder egentlig husholdningslære. Det er den videnskab, der beskæftiger sig med de levende organismers afhængighed af hinanden og af deres fysiske omgivelser. Man skelner mellem planteøkologi og zoo-økologi, men de to videnskabsgrene overlapper hinanden, bl.a. fordi dyr og planter er afhængige af hinanden.
Den botaniske økologi beskæftiger sig dels med at kortlægge de enkelte plantearters specielle krav til jordbund og klima (deres såkaldte autøkologi). De metoder, man benytter hertil, er i dag meget teknologisk prægede. F.eks. kan man ved radioaktiv mærkning undersøge planternes stofoptagelse. Derfor ved man nu, at de gængse næringsstoffer som fosfor og kvælstof ikke i sig selv er nok for planterne. For at udvikle sig bedst muligt må en plante også have tilført de såkaldte mikronæringsstoffer, dvs. næringsstoffer, som planterne kun behøver i ganske små mængder. Hvilke mikronæringsstoffer planterne behøver, varierer fra art til art; nogle arter er f.eks. afhængige af bly eller kobber.
Men det er også den moderne økologs opgave at undersøge de enkelte arters indbyrdes balance i de naturlige plantesamfund, hvor de fungerer i såkaldte økosystemer, altså systemer af indbyrdes afhængige organismer. Og endelig skal økologen belyse de fysisk-kemiske forudsætninger for disse økosystemers beståen. Den viden, man opnår både ved undersøgelser af de enkelte arter og ved analyse af økosystemerne, er af meget stor betydning. Den er nemlig en forudsætning for, at man kan skride ind over for forurening og overudnyttelse af naturen, og den er også en betingelse for, at man bedst muligt kan udnytte jordens ressourcer. I landbruget kan man f.eks. ved jordanalyser finde frem til den jordbehandling, der giver det bedste udbytte, samtidig med at økologerne ved at undersøge virkningen af de landbrugsmæssige indgreb kan søge at beskytte balancen i naturen.
Den økologiske videnskab har udviklet sig eksplosivt i de seneste årtier, men alligevel har den ikke kunnet holde trit med den industrielle udvikling. Derfor er store naturværdier gang på gang blevet ødelagt, før videnskaben kunne nå at gribe ind. Det har ført til, at der i de seneste år er blevet propaganderet meget for at skabe en øget økologisk bevidsthed i den vestlige verden. Propagandaen har til en vis grad bevirket, at der er gået inflation i ordet økologi. Det bruges nu ofte i sammenhænge, hvor det set fra et naturvidenskabeligt synspunkt ikke hører hjemme. Men trods alt er dette bedre end den totale mangel på forståelse af konsekvenserne ved forurening og overudnyttelse af naturen, der prægede samfundsbilledet i industrialiseringens barndom.