Søblad er en smuk og kraftigtvoksende vandplante med lange, svagt grenede stængler og flydende, åkandelignende, på undersiden prikkede blade på ca. 5 cm i diameter. Blomsterne er enkeltstillede, 3-4 cm store, femlappede med guldgule, frynsede kroner. De kan i juli og august være særdeles dominerende i de søer eller åløb, hvor de vokser. Frøene er flade med ru randbørster, der let hager sig fast til svømmefuglenes fjerdragt og sikrer spredningen effektivt.
Søblad (Nymphoides peltata) er en særdeles smuk, men kraftigtvoksende vandplante. Holdes den ikke tilbage under kultur, vil de gule blomster i løbet af forbavsende kort tid dække det meste af vandoverfladen.
Planten anvendes undertiden som kulturplante i private haver eller småsøer i parker; men den kraftige årlige tilvækst kræver konstante bortlugninger, hvis den ikke i løbet af kort tid skal dække hele søen. Den ses vildtvoksende adskillige steder i Danmark.