Slægten Rhipsalis, hvortil misteltenkaktus hører, tæller i alt ca. 60 arter, der alle er epifytter. I modsætning til alle øvrige kaktusslægter er Rhipsalis også hjemmehørende i Den gamle Verden. De fleste af arterne gror bedst i en fugtig atmosfære; men visse er specielt tilpasset til tør luft, hvorfor de er meget velegnede som stueplanter. De tåler ikke direkte sol. Rhipsalis er en mangeformet slægt. Nogle af arterne har rørformede stængler, mens andre har kantede eller bladlignende stængler. Hos nogle arter kan stænglerne blive meterlange, så at planterne kan bruges som hængeplanter.
Rhipsalis cassutha er en hængekaktus med 3 m lange stængler, fyldt med hvide frugter.
Pleje: Rhipsalis kræver en luftig jord, fortrinsvis bestående af spagnum. For at give bedre bortdræning af vandet kan man lægge et lag potteskærver i bunden af potten. Af hensyn til de sarte, øverligt liggende rødder må jorden ikke være konstant fugtig. Om sommeren kan planterne stilles udendørs i let skygge. Efteråret er planternes hviletid. Når planterne er taget ind i september, holdes de i 6-8 uger med så lidt vand, at rødderne netop undgår fuldstændig udtørring; er der mulighed for at stille planterne køligt i denne periode, fremmer det blomsterdannelsen. I november-december, så snart knopperne ses tydeligt, gives mere vand.
Formering: Rhipsalis formeres ved stiklinger. Efter afskæring af stiklingerne får de lov at ligge et par dage, så at snitfladen er tør. Derefter stikkes de i en spagnumblanding med klar plastic over stikkekassen for at holde sluttet luft og dermed høj luftfugtighed; dette fremmer en hurtig roddannelse.
Arter:
Rhipsalis cassutha er hjemmehørende i de tropiske områder af Amerika og på Sri Lanka. Det er en stærkt forgrenet, op til 3 m lang, hængende plante med indtil 50 cm lange sideskud. Stænglerne er flade, lysegrønne og 2-4 mm tykke. Blomsterne er cremefarvede, frugterne hvide til rosafarvede.
Rhipsalis houlletiana er hjemmehørende i Brasilien, hvor den vokser som en busk med hængende grene. Den bliver op til 2 m eller mere. Forneden på planten er grenene cylinderformede, mens de foroven er bladlignende og dybt savtakkede. Farven er grøn med rødlige rande. Blomsterne er hvide og bærrene karminrøde.
Rhipsalis mesembryanthemoides er hjemmehørende i Brasilien. Det er en op til 40 cm høj, stærkt forgrenet busk med runde stængler, hvorpå der dannes 7-15 cm lange, filtet-hårede sidegrene. Blomsterne er hvide til lysrosa, frugterne hvide eller rødlige.
Rhipsalis pachyptera er hjemmehørende i Brasilien. Den har en busklignende, stærkt forgrenet vækst; i begyndelsen er væksten opret, senere bliver den mere hængende. De bladlignende stængler er elliptiske til cirkelrunde i tværsnit, groft tandede, op til 20 cm lange og 12 cm brede. De er mørkegrønne til purpurrøde med stærkt fremspringende nerver. Blomsterne er kraftigt duftende, gullige. Frugterne er røde.