Fuglemælk - Ornithogalum

Det danske navn fuglemælk er direkte oversat fra det gamle græske navn Ornithogalum, idet ornithos betyder fugl, og gala betyder mælk. Der findes godt hundrede arter, og slægten har en betydelig geografisk udbredelse. Man­ge af arterne stammer fra det sydlige Afrika, mens en del findes vildtvoksende omkring Middelhavet og et styk­ke op i Mellemeuropa.

Den smukke kost-fuglemælk (Ornithoga­lum umbellatum) kan man finde forvildet i den danske natur.

Kost-fuglemælks smukke hvide blomster åbner sig kun i solskin.

Vækstkrav: Ornithogalum-arterne fo­retrækker humusrig jord, der gerne må være lerholdig og fremfor alt veldræ­net. På friland bør voksestedet være i fuld sol. De kræver en del vand i vækstperioden og sætter pris på et rigeligt tilskud af kvælstofgødning. Formeringen sker sikrest ved opgrav­ning og udplantning af yngleløgene.

Vildtvoksende arter: Hos os kan man undertiden finde den almindelige kost­fuglemælk (Omithogalum umbellatum) ved gærder og i skovkanter, men kun, hvor den har forvildet sig ud af en have. Tilsvarende findes den forvildet i det østlige Nordamerika. Kost-fugle­mælk er den nemmeste art i kultur ­undertiden kan den ligefrem brede sig som ukrudt. Den har kønne, hvide blomster i en åben halvskærm for en­den af 10-12 cm lange stilke; de åbner sig kun midt på dagen i solskin. Kron­bladene er udvendig grønstribede, og de grønne blade, der er linjeformede og gerne lidt sammenrullede, har en hvid midterstribe. Blomstringen falder i april-maj, og allerede først på som­meren er planten helt forsvundet. Kost-fuglemælk er velegnet til stenbe­det, vildhaven, under træer og i åbne buskadser.

Nikkende fuglemælk (Ornithogalum nutans) stammer fra Syd- og Mellem­europa. Den har grågrønne, smalle, linjeformede blade og sølvhvide, stjer­neformede blomster med grønne teg­ninger på ydersiden. Blomsterne sid­der for enden af den 20--40 cm høje stængel i en ensidig, åben klase og dannes i april-maj. I begyndelsen er de oprette, senere nikkende. Nikkende fuglemælk er velegnet i en vildhave, et stenbed, under store træer og i et ikke for tæt buskads. Den danner tit utrolig mange blade i forhold til blomster, men den overvintrer godt og formerer sig villigt ved sideskud. De to her nævnte arter er formentlig de eneste, der er fuldt hårdføre her i landet og derfor også de mest almindelige i vore haver.

Indførte arter: Ornithogalum arabicum hører hjemme i Middelhavslandene og Portugal og er en af de smukkeste inden for slægten. Blomsterne er store og hvide med en skinnende sort frugt­knude. Den blomstrer i juni, og blom­sterne sidder 10-12 sammen i en halv­skærm for enden af en 30 cm lang stængel. Ornithogalum arabicum er frostfølsom og må dyrkes i koldhus eller bænk, men den kan også drives i potter ligesom hyacinter og kan så blomstre i februar.

Ornithogalum balansae er en lavtvok­sende art fra Lilleasien. Den er en sjælden, men særdeles køn lille løg­vækst med mange hvide, stjerneforme­de blomster i en skærm, der fremkom­mer allerede i april.

Ornithogalum caudatum stammer fra Sydafrika og har store grønne, overjor­diske løg og lange, kødfulde blade. Blomsterne er hvide med grønlige stri­ber og fremkommer i tætte klaser for enden af 80-90 cm høje stængler. Tidli­gere anvendtes den en del som stue­plante, og den er en udmærket snit­blomst, som er forholdsvis letdyrkelig i koldhus eller bænk, der kan holdes frostfri.

Ornithogalum pyramidale fra Sydeuro­pa og Lilleasien kan blive op til 80 cm høj. Den har kødfulde, grønne blade, der bliver omkring l cm brede og som efter blomstringen i juni-juli ruller sig sammen til et rør, før de visner. Blom­sterne er hvide, men har udvendig en tydelig, grøn stribe. De sidder i en mangeblomstret klase, som i begyndel­sen er pyramideformet. Ornithogalum pyramidale kan dyrkes på friland med vinterdække.

Ornithogalum pyrenaicum findes, som navnet siger, i Pyrenæerne, men i øv­rigt også i Lilleasien. Den kan blive op til 100 cm høj og er en af de største arter. Blomsterne, der fremkommer i juni-juli, er grønlighvide og sidder i lange klaser. Bladene er bredt lancet­formede og dør bort i løbet af blom­stringstiden. Varieteten flavescens har grøngule eller svovlgule blomster med en grøn stribe på ydersiden. Både den og arten er nogenlunde hårdføre og bør kunne overvintre under dække. Ornithogalum thyrsoides, undertiden kaldt »Afrikas hvide lilje«, kan ikke overvintre på friland, men er en af vore bedste og mest holdbare snit­blomster og har været dyrket i Europa siden 1605. Blomsterne er store og hvide med gule støvdragere og sidder i tætte klaser på 30-40 cm høje stængler. Der kan komme op til tre blomster­stængler på hvert løg. Når stænglerne tørrer og vinden gnider dem mod hin­anden, frembringer de netop den lyd, som har fået de indfødte i Sydafrika til at give dem lyd-navnet »chincherin­chee«. Bladene er grågrønne, grund­stillede og bredt lancetformede. Der findes en naturlig varietet, aureum, der er noget mindre og har dybt orangegu­le blomster. Mange steder dyrkes beg­ge former både på friland og i hus til afskæring, og de er så holdbare, at de let tåler transport fra land til land. En frisk afskåren blomsterstængel kan stå flere uger og efterhånden udfolde alle sine knopper. Undertiden kan man se dem hos blomsterhandleren i andre farver end hvid og gul, f.eks. blå eller rød, men disse farver fremkommer kun, hvis der hældes et farvestof i vandet. Her i landet vil løgene af Omithogalum thyrsoides i reglen for­ringes ved overvintring, så vil man sikre sig gode blomster, er det tilråde­ligt at købe nye løg hvert år.

Der findes flere arter af Omithogalum, som måske er sjældne her i landet, men som har så værdifulde egenska­ber, at de nok var en prøvedyrkning værd. De bør lægges i potter og drives frem i koldhus eller vinterhave.

Den gule 'Chincherinchee' (Ornithogalum thyrsoides var. aureum) er en meget holdbar afskæringsblomst.