Delvis sol
Vandes jævnligt sommeren igennem
Udtørres let om vinteren
15-25°C
Vækstform: sympodial
Kompost: B
Brassia er en orkidéslægt fra Syd- og Mellemamerika som vokser i kystområder og op til 1500 meter over havet i fugtige skove, for det meste som epifytter. Slægten består af 29 arter, og fælles for dem alle er de edderkoppeformede blomster, der som regel er i grøngule toner.
Brassiaerne er nært beslægtede med blandt andet Odontoglossum, Oncidium, og Miltonia, og de bruges flittigt som forældre sammen med disse. Brassia vokser ofte meget kraftigt, og det er vigtigt, at man er omhyggelig med vandingen, når de nye skud vokser frem. Det gør man for at undgå de såkaldte harmonikablade, hvilket betyder, at bladene folder, når de nye skud vokser frem. Dette forekommer også hos nærtstående slægter, og det er en indikation på, at planten ikke får tilstrækkeligt med fugtighed til at kunne udvikle smukke nye skud. En anden grund til at orkideer i denne gruppe kan få foldede blade er, at rødderne ofte har det dårligt, eller helt mangler. Så er det bedst at tage planten ud af urtepotten og undersøge rødderne og komposten. Hvis planten har det dårligt, er det bedst at plante den om og sætte den i en helt ny kompost med en god tilsætning af sphagnum (tørvemos).
Blomsterstænglerne kan komme når som helst på året, alt efter hvilken hybrid man
dyrker. Visse hybrider kan endda blomstre to gange om året. Blomsternes størrelse afhænger af, hvilken art eller hybrid det drejer sig om. Visse arter, som for eksempel Brassia arcuigera, kan have blomster, der er helt op til 40 cm lange.
Selv hybriderne, for eksempel den berømte Brassia Rex, plejer ikke at ligge langt efter. Blomsterne på den afbildede er omkring 20 cm lange. Brassia kan tåle mere sol end andre orkideer, og den kan med fordel dyrkes sammen med cattleayer m.m.
Er det en god sommer, trives den fint udendørs på et halvskygget sted.
--