Bladlus er små dråbeformede insekter, typisk 1–3 mm lange, bl.a. karakteriseret ved to bagudrettede rygrør, der stikker ud på bagkroppen. Bladlus er tyndhudede insekter med en aflang til ægformet krop. Inden for den enkelte art findes oftest både vingede og uvingede individer, de vingede med ret store, klare vinger. Sammen med cikader, bladlopper og tæger hører bladlusene til næbmundene, som kendetegnes ved deres stikkende og sugende munddele, hvormed de suger plantesaft.
Bladlusene sidder på bladenes bagside og suger plantesaft. Bladlusene udvider kolonien ved at føde levende unger. Her ses forskellige stadier i bladlusenes udvikling.
Mange bladlus træffes i udprægede kolonier, således at skudspidser eller blade er helt dækket af dyr, mens andre lever mere spredt over plantens forskellige dele. Bladlusenes bevægelser er træge, og på trods af deres evne til at flyve aktivt sker hovedparten af spredningen over længere afstande ved vindens hjælp. Overvintring sker oftest som æg, der om foråret udklækkes udelukkende som hunner. Hele foråret og sommeren klækkes de ubefrugtede æg allerede inde i hunnerne, der således føder unger. Under gunstige forhold, dvs. i lunt og tørt vejr, er udviklingen så hurtig, at der i løbet af sommeren fremkommer et stort antal generationer. Sidste generation før vinteren består af både hanner og hunner, som producerer de befrugtede, overvintrende æg.
Ofte er bladlusarterne ikke kræsne og kan leve på mange forskellige planter, men mange er knyttet til en mere begrænset plantegruppe. Skaden på planterne sker dels direkte ved bladlusenes sugning, dels ved, at planterne indsmøres i de sukkerholdige ekskrementer (honningdug). Disse er klæbrige og kan være voksested for sorte branddugsvampe, således at blade og frugter får et sort, klistret overtræk. Yderligere overfører mange bladlusarter virussygdomme.
Kålbladlusen (Brevicoryne brassicae) er ret plump af form og beklædt med et gråt vokslag. Den træffes siddende i store kolonier på bladenes underside, især på kål, men også på andre korsblomstrede. På forskellige bælgplanter ses den ret store, grønne ærtebladlus (Acyrthosiphon pisum), hvis sugning dog sjældent er skadelig. Til æble og pære knytter sig et antal grønne og rødlige arter, som ved deres aktivitet fremkalder deformiteter på frugter og skudspidser , indrulning af bladrande og sammenklæbning af de unge dele. I modsætning til de ovenfor nævnte arter træffes den sorte, ca. 2 mm lange bedebladlus (Aphis fabae) på mange forskellige værter, bl.a. på en mængde prydplanter, hvor de sorte kolonier er meget iøjnefaldende.
Roser hører til de planter, som ofte kan være helt dækkede af bladlus. Roser, liguster og tjørn er blandt de prydplanter, der til tider angribes stærkt af forskellige, oftest grønne bladlus arter.
Bekæmpelse: For al bekæmpelse af bladlus gælder det, at den skal ske tidligt. Ved begrænsede angreb, fx i rosenbedet, er det overkommeligt enten at trykke kolonierne itu med fingrene eller at afklippe skud og blade med kolonier på. Ved større angreb kan gentagne spulinger af planterne med hård vandstråle, eventuelt sprøjtning med lunkent sæbevand i kraftig stråle, anvendes. Er antallet af bladlus på denne måde nedsat fra sæsonens begyndelse, vil de naturlige fjender som regel holde dem under kontrol, idet bladlus foruden af mariehøns og disses larver også efterstræbes af bl.a. larver af svævefluerne, larver af guldøjerne (»bladlusløver«) og af mange snyltehvepse.
Visse myrearter holder så meget af bladlusenes sukkerholdige ekskrementer, at de holder bladlus i deres tuer og »malker« dem.