Orangemorbær har navn efter de appelsinlignende frugter; et andet navn er osageorange, som hentyder til plantens hjemegn ved Osage-floden i det sydlige USA. Den danner her et indtil 20 m højt træ, som er rund kronet med tornede grene. Skuddene er olivengrønne med mange tydelige barkporer, lenticeller. Efter den første vinter bliver barken lysebrun. Ved bladfæsterne dannes 1-2,5 cm lange torne. Bladene er spredtstillede, hele og helrandede, 7-12 cm lange, ægrunde, tilspidsede og glinsende mørkegrønne på oversiden. Undersiden er lysegrøn og håret. Høstfarven er lyst guldgul. Træet er tvebo; de ret uanselige han blomster kommer i korte aks eller klaser, mens hunblomsterne er samlet i tætte, grønne hoveder. Hverken blomster eller blomsterstande er særlig dekorative. Frugten er en sammensat frugt, som er beskyttet af en nærmest læderagtig, gul overhud, dannet af frugtbunden og blosterbladene; inden for overhuden findes mange små stenfrugter. Frugten kan nå en diameter på 8-14 cm. Ved modenhed i september er farven som en appelsins. Frugten er uspiselig, men pyntelig.
Formering: Da træet er tvebo, må man sørge for at have både en han- og en hunplante; man kan plante de to køn i samme hul. Orangernorbær kan formeres ved frø, som sås under glas for at få tilstrækkelig god spiring. Rodstiklinger taget i december er en god og sikker formeringsmetode. Urteagtige stiklinger, skåret med hæl tidligt på sommeren, eller aflægning ved nedkrogning er også anvendelige metoder.
Anvendelse: I sin hjemegn anvendes orangemorbær som et vindstærkt og næsten uigennemtrængeligt hegn, og planten har til. samme formål vundet indpas i Norditalien. Her i landet må man forvente årlige tilbagefrysninger. Veddet er meget sejt og blev af osageindianerne brugt til buer og skafter på stridskøller. Barken blev brugt til garvning, og de gule rødder blev brugt til fremstilling af gul farve.