Surbundsplanter 2

Både almindelig blåbær og amerikansk blåbær er værd at forsøge sig med i havens surbundsbed.

Surbundsplanter er urter, buske og træer, som trives bedst i en sur jord med et reaktionstal på 4,5-6. Forsøger man at dyrke dem i almindelig, alka­lisk (kalkholdig) havejord, kommer de til at lide af mangel på jern, bor og andre vigtige grundstoffer, som i den alkaliske jord er bundet så fast til jordpartiklerne, at planterødderne ik­ke har mulighed for at optage dem. Mangelsygdommene viser sig ved gule eller misfarvede blade, brune og visne bladrande og misdannede eller slet ingen blomster. Manglerne kan afhjæl­pes ved tilførsel af tørvejord med sur reaktion eller af gødninger som svovl­sur ammoniak og svovlsur kali.

Vækstkrav: Udover en surt reagerende jord sætter surbundsplanterne pris på en veldrænet, men alligevel fugtig jord, samt læ mod skarpe vinde og træk. Mange af dem trives bedre i halvskygge end i fuld sol.

Surbundsbed: For at give surbunds­planterne de bedst mulige betingelser bør man tilberede et surbundsbed til dem. Under mindre forhold kan man udgrave et stykke jord i 2 spadestiks dybde og anvende den opgravede jord andetsteds i haven. Bedet kan fores hele vejen rundt med plasticfolie, så at surbundsplanternes rødder ikke kom­mer i berøring med den omgivende, ikke-sure jord; bunden i bedet kan ligeledes dækkes med plasticfolie. Hul­let fyldes med en blanding af spagnum (hvis surhedsgrad er angivet på embal­lagen) og velforrådnet kompostjord, som helst skal bestå af formuldede blade fra bøg og eg og af nåle fra gran, fyr og lærk.

Pleje: Surbundsplanterne anbringes i bedet, bedst i maj eller september, hvor jordens og luftens temperatur og fugtighedsgrad er tilpas. Alle sur­bundsplanter leveres fra planteskolen med en emballeret rodklump eller dyr­ket i potte eller container. Rodklum­pen skal anbringes en anelse dybere, end den har stået i planteskolen. Man bør undgå at træde den påfyldte jord fast, hvorved rodklumpen kan ødelæg­ges. Der skal vandes omhyggeligt og rigeligt straks efter plantningen, også selvom vejret i øvrigt er fugtigt eller regnfuldt.

Sarte arter og nyplantede surbunds­planter bør skærmes mod nattefrost og den skarpe forårssol med lette halm måtter eller granris. I maj gødes med 30 g svovlsur ammoniak og 20 g svovl­sur kali pr. m² bed; i tørkeperioder må kunstgødningen vandes ned. Der van­des så rigeligt, at al gødningen opløses og kommer planterne til gode; den ikke-opløste gødning kan svide rødder­ne. Der. skal ikke gødes senere på sæsonen, men vandes rigeligt i tørre perioder, helst med kalkfrit vand fra en sø eller et åløb. Visne blomster skal fjernes efter afblomstringen, især hos rododendron, idet dannelsen af nye knopper til følgende års blomstring sinkes eller udelukkes, hvis planten bruger kraft til at udvikle frugter og frø. Derimod skal man ikke fjerne visne blomster fra de planter, der ud­vikler smukke og dekorative frugter som blåbær, Gaultheria, myrte krukke, Pieris og tyttebær m.fl. Om efteråret kan man topdresse (jorddække) med et 10 cm tykt lag spagnum, enhedsjord og grannåle; det giver rødderne en god beskyttelse om vinteren mod frost og udtørring. Sidst på haveåret bør man give surbundsplanterne en meget grun­dig vanding med regnvand eller over­fladevand, så både jord og planter er vandmættede inden vinteren; denne vanding kan foretages sidst i novem­ber, uafhængigt af vejret, blot jorden ikke er frossen.

Stedsegrønne og løvfældende rododendron er de vigtigste buske i surbundsbedet. De skal helst vokse i let halvskygge for at blomstre rigt.

Anvendelse: Surbundsplanter bør altid plantes flere sammen, gerne med an­dre haveplanter , som ofte er tolerante over for den sure jord, som det gælder bl.a. berberis, bjergmispel, dværgmi­spel, glasbær, magnolie, rødklokke­busk og troldnød. Som bundplanter kan man udover de i skemaet nævnte lyngarter, blåbær og tyttebær også an­vende forskellige arter af Primula, bregner og vinterglans.

De fleste arter af lyng (Erica) skal have fuld sol og en tilpas sur jord.