Det danske navn judaspenge hentyder til de runde frugter, hvis glinsende skillevæg kan minde om sølvpenge, men som p.gr. af deres »uægte« karakter er blevet sammenlignet med Judas' 30 sølvpenge.
Der findes to vildtvoksende arter, judaspenge og måneskulpe, i Europa. Bladene er groft tandede, hjerteformede og langstilkede. Blomsterne er samlet i åbne toppe, og frugterne er store skulper med blivende, iøjnefaldende, pergamentagtige skillevægge. Vækstkrav: Judaspenge vokser bedst i sol i almindelig god havejord, medens måneskulpe også trives i nogen skygge og gerne på fugtig jord.
Judaspenge har iøjnefaldende, rødviolette blomster i juni.
Judaspenge(Lunaria annua) har store, ovale skulper. Når de yderste klapper fjernes, ses den sølvglinsende skillevæg.
Pleje: Begge arter formeres ved frø, der sås i juni på friland eller i koldhus. Planterne udplantes på blivestedet i september med 35-45 cm's afstand; de breder sig stærkt ved selvsåning. Stauden kan ligeledes formeres ved deling af planten om efteråret.
Anvendelse: I staudebed eller udkant af et busket. Anvendes afskåret især til tørrede buketter.
Arter: Judaspenge (Lunaria annua) er en- eller toårig og bliver indtil 1 m høj, Blomsterne er purpurfarvede, undertiden hvidlige, og ganske smukke; men det er især frugternes smukke, ovale, sølvglinsende skillevægge, der gør, at planten dyrkes så ofte. De er meget holdbare som afskårne og anvendes i tørrede buketter.
Flerårig måneskulpe (Lunaria rediviva) er en staude og bliver indtil 1,5 m høj. Blomsterne er lyst purpur til violette, og frugterne er elliptiske. Planten er vildtvoksende her i landet, men træffes kun nogle få steder i Jylland og på Bornholm, hvor den vokser på fugtige steder i skove.
På ukrudtsfri jord kan judaspenge, akeleje, fingerbøl, jakobsstige, katost og okseøje så sig selv fra år til år og danne en naturlig blomstereng.