Et stenbed med solkrævende bundplanter som bakkenellike (Dianthus deltoides), galtetand (Stachys grandiflora), løvefod (Alchemilla alpina) og nøgleblomstret klokke (Campanula glomerata).
Under naturlige forhold vil ethvert jordareal før eller senere blive helt overvokset af planter, undtagen hvor det drejer sig om egentlige ørkenområder og højarktiske områder. I de naturlige plantesamfund findes de plantearter repræsenteret, som trives under samme klima- og jordbundsforhold. Planternes rodvirksomhed reguleres af jordbundens kemiske sammensætning og jordbundsbiologiske forhold. Rødderne af mange planter lever i symbiose (samliv) med mange svampe og bakterier og kan ikke trives uden den gensidige påvirkning. Mangler svampene, må jorden podes med svampelegemer for at fremme væksten af de højere planter, ikke mindst træer og buske, men også de bunddækkende planter, der danner den nederste etage i et sammensat plantesamfund. I en skov eller lund er der tre sådanne etager: øverst trækronerne, småtræer og buske i mellemetagen og stauder og enårige urter i den nederste etage.
Bundvegetationen har en hurtig omsætning, idet de overjordiske dele visner hvert efterår, formulder og omsættes af jordens regnorme og mikroorganismer til den humus, som alle plantesamfundets planter lever af.
I en naturlig skov består bunddækket oftest af flerårige urter (stauder) med en hurtig, men kortvarig udvikling, som starter før træernes løvspring og afsluttes, før der bliver så mørkt i skovbunden, at kulsyreassimilationen går i stå. Den hvide anemone er et typisk eksempel på en sådan bunddækkeplante. På åbne arealer uden træbevoksning af betydning består bunddækket oftest af flerårige græsarter, som vi kender det fra enge, overdrev og stepper. På fugtig bund afløses disse bundplanter af mere fugtighedskrævende græsser og andre stauder, på tør sandjord af atter andre planter. I tørre områder i Jordens mildere klimabælter udvikles i den fugtige forårstid en rig bundflora af løgvækster og andre planter med en betydelig oplagsnæring, og disse planter visner ned og går i »hi« og efterlader jordskorpen nøgen og vegetationsløs hele sommeren og efteråret. Dette er især tilfældet på stepper, der grænser op til ørkenområder. I
bjergegne udvikles bunddækkeplanterne næsten eksplosivt efter snesmeltningen og dækker jorden med deres løv og blomster i det korte mellemrum mellem snesmeltningen og den næste vinters første snelag. Haver, parker, marker og andre dyrkede områder holdes af økonomiske grunde ofte fri for bundvegetation, der i disse tilfælde betragtes som ukrudt, betegnelsen for enhver uønsket vegetation.
Bundplanter kan anvendes overalt i haven, også mellem de lave roser. Her er plantet brudeslør (Gypsophila paniculata), brunelle (Prunella webbiana), tornnød (Acaena buchananii), timian (Thymus serpyllum) og trædepude (Cotula squalida).
Ved lugearbejdet fjernes ukrudtsplanterne og deres rødder, men samtidig skader lugeredskaberne rødderne på de prydplanter og kulturplanter, som man ønsker at beskytte mod ukrudtsrøddernes hårde konkurrence. Desuden opnår man en nøgen jordoverflade, der giver forøget fordampning fra arealet, og en betydelig skorpedannelse, der hindrer kulturplanterne i en optimal vækst. Dette må igen modarbejdes ved vanding og jorddækning. Hvor det ikke drejer sig om en intensiv dyrkning af afgrøder i havebrug og landbrug, bør man overveje, om man ikke bør acceptere bunddækket af ukrudt som en slags beskyttelse for de dyrkede træer og buske. Hvis man ud fra en æstetisk betragtning ønsker ukrudtet udskiftet med andre planter med samme virkning, bør man indføre begrebet bunddække i haven. Bunddækket har således flere formål: De plantede eller såede bundplanter dækker den nøgne jord med deres løv og kvæler derved ukrudtet. Samtidig begrænser de fordampningen fra jorden, øger jordens indhold af fugtighed og fremmer udviklingen af mikroorganismer i muldjorden. Endelig sørger bundplanternes rødder for at hindre udvaskning af vigtige næringsstoffer, som fra den ubevoksede jord med regnvandet føres ud i åer, søer og havet og unddrages planterne.
Anvendelse: Bunddække kan anvendes overalt i prydhaven. Græsplænens myriader af græsplanter udgør et bunddække i sig selv. Tætplantninger af stauder og sommerblomster i blomsterbedene har samme virkning som planterne i naturens enge og frodige stepper. Der, hvor bunddækket især kommer til anvendelse i haven, er nok, hvor haveejeren efterligner et af de naturlige plantesamfund: blomsterengen, mosebedet og skovbunden. I mere kunstige plantesammenstillinger såsom rosenbede og solitærplantninger af løvfældende og stedsegrønne buske vil bunddækket desuden have en væsentlig opgave. Ved etableringen af bunddække i haven må man dels analysere de fysiske forhold (lys/skygge, læ/blæst, jordbundens indhold af sand, ler og muld, grundvandstand og drænforhold), de kemiske forhold (jordens næringsindhold) og endelig den æstetiske virkning, som man vil opnå. Vigtigt er det også at anlægge økonomiske betragtninger, da en tætplantning af et stort antal bunddækkeplanter kan være meget bekostelig, ikke mindst hvis man vælger planter, der af vækst er ret stationære uden større tilbøjelighed til at brede sig over et større areal. Bundplanter med en lang vegetationsperiode har større værdi i have billedet end planter som anemone, der hurtigt visner bort og må erstattes af andre planter med en senere udvikling. Stedsegrønne planter er her særlig værdifulde, fordi de hele året rundt fungerer som et effektivt bunddække. Er der meget slid på et areal med gangfærdsel, leg eller boldspil, må bundplanterne vælges med henblik på stor slidstyrke. Et godt kendskab til de enkelte bundplanter er nødvendigt for at plante en smuk mosaik af mange plantearter og undgå særlig kraftige, »ukrudtsagtige« arter, der vil brede sig på naboplanternes bekostning og måske i løbet af få år blive enerådende på arealet.
I den lette skygge under store træer kan man skabe en smuk skovbund med pileurt (Polygonum affine), bispehue (Epimedium perralderianum 'Fronleiten') og etage primula (Primula beesiana).
Anlæg: Det vigtigste forarbejde ved anlæg af et bed med bunddækkeplanter er en minutiøs rensning af arealet for alt flerårigt ukrudt. Frø af enårige ukrudtsplanter kan man ikke værge sig imod, for de findes i dvaletilstand i millionvis i havejorden. Ved tilberedningen af jorden kommer masser af disse ukrudtsfrø op i overfladens løse jord, hvor de har de allerbedste spiringsbetingelser. Jordbehandlingen bør derfor foregå året før bundplanterne plantes, og i mellemtiden må jorden holdes pinligt ren, »holdes sort«, som gartnerne siger. Ved hver kultivering af jorden ødelægges et betydeligt antal kimplanter af ukrudtet, og blot jordbehandlingen ikke går mere end i dybden, vil man i løbet af sommer og efterår kunne frembringe en næsten ukrudtsfri jord, klar til plantning af bunddækkeplanterne.
Vedligeholdelse: I de første år efter plantningen kan bundplanterne ikke nå at dække jorden og kvæle ukrudtet. Derfor må fremspirende ukrudtsplan-
ter fjernes ved håndlugning, så snart de viser sig. I brede bede eller på større arealer vil det være en god ide at lægge trædesten ind mellem planterne, så at man under lugearbejdet ikke tramper jorden fast sammen, men kan benytte sig af trædefliserne. I nyplantede bede med »overstandere« med kun lille skyggevirkning må bundplanterne ofte vandes for at give jorden den bedst mulige fugtighedsgrad. Når træer og buske senere er vokset til, vil deres skyggegivning selv regulere fugtigheden, så vandingsarbejdet kan nedskæres eller undgås. På næringsrig jord kan visse bundplanter som krybende benved, guldnælde og vedbend udvikles så kraftigt, at en udtynding af bestanden må foretages, så de ikke kvæler andre, svagere voksende planter. I »skovbunden« vil der i løbet af efteråret samles en masse visne blade fra træerne. De skal ikke fjernes, men have lov at forrådne og indgå i naturens kredsløb. Sartere bundplanter vil ligefrem sætte pris på en vinterdækning med visne blade. Bunddækket kan suppleres ved udstrøning af et tyndt lag ukrudtsfri kompost, af spagnum eller enhedsjord, foranstaltninger, der holder på fugtigheden og øger næringsindholdet i jorden.
På stengærdet kraftige puder af havenellike (Dianthus) og klokke (Campanula poscharskyana); på det flade morænebed udgøres bundplantningen af forskellige stenurter (Sedum).
Plantevalg: En oversigt over bunddækkeplanter og deres anvendelse under specielle forhold findes i artiklen Bunddækkeplanter.