Vandgranen blev i 1941 beskrevet fra Japan som et for længst uddødt træ, der kun kendtes som fossil plante; men samme år blev træet genopdaget som et levende træ, op til 50 m højt, der voksede i Centralkina syd for fladen Yangtsekiang. Efter ekspeditioner til området i 1946 og 1947 blev frø sendt til Amerikas' og Europas botaniske haver. Siden har det vist sig, at træet er både hårdført og hurtigtvoksende,
hvorfor det i dag plantes mange steder og er et højt skattet pryd træ i haver og parker. Væksten er ret åben og smalt kegleformet. Stammen er nedtil kraftig med rødbrun, noget trævlet bark. De bløde nåle er toradede, udbredte og flade, på langskud spredte og på kortskud modsatstillede; både nåle og kort skud fældes om efteråret. Ved udspringet i maj er nålene lysegrønne; senere bliver de mørkere grønne og om efteråret inden løvfald gulrøde til mørkere brunrøde. Koglerne er små, rundagtige og udvikles kun sjældent og aldrig med modent frø her i landet.
Vandgran er et løvfældende nåletræ med elegante, findelte nåle, om foråret lysegrønne, senere mørkegrønne og om efteråret gulrøde eller brunrøde.
Vækstkrav: Træet kan vokse i både sol og skygge; i skygge udvikles færre forgreninger, og grenene er mere vandret udbredte. Det trives bedst i en dybmuldet, fugtig jord i læ.
Pleje: Formeres ved frø eller stiklinger af halvmodent træ eller ved træagtige stiklinger. Halvmodne stiklinger stikkes på varmebed fra juni til august i fugtig luft (tågeformering); træagtige stiklinger stikkes i koldbænk.
Anvendelse. Velegnet som solitærplante eller i busket sammen med andre træer eller buske. Træet fordrer en del plads for at få en ensartet udviklet krone. Vandgran tåler stærk beskæring og kan anvendes til smalle hække. Da træet p.gr. af den tykke og bløde bark tåler påkørsel, er det i flere byer meget anvendt til plantning på parkeringspladser.
Vandgran (Metasequoia glyptostroboides) vokser hurtigt til i enhver have.