Solbærbuske med kaliummangel får brune bladrande.
Kalium er et af planternes hovednæringsstoffer; det findes i planteaske i en mængde på ca. 1%. I planten findes kalium opløst i celles af ten og er specielt koncentreret i knopper, unge skud og blade. Da kalium findes i opløst form, kan det flyttes fra ældre blade til vækstpunkter; mangelsymptomer viser sig derfor først ved, at bladspids og -kant lysfarves for senere at visne. Det er karakteristisk, at bladene ikke fældes før naturligt løvfald. Planter, der lider af kaliummangel, får også korte stængelled og bliver modtagelige for svampesygdomme som meldug og rust. Ved dyrkning af kartofler er der et specielt problem, idet knolde med kaliummangel mørkfarves ved kogning. Medens symptomerne på kaliummangel er velkendte, ved vi væsentlig mindre om, hvad planten egentlig bruger kalium til. Ved mangelsymptomer konstaterer man dog, at der dannes mindre protein og kulhydrat; det formodes derfor, at kalium indgår som katalysator (igangsætter) og regulator af stofskifteprocesserne.
Kalium findes i store mængder i enhver lerjord; men det er bundet meget fast til aluminium og silicium, der tilsammen udgør de såkaldte silikater. Ved måling af kalium i jord er det derfor vigtigt at benytte metoder, der angiver den kaliummængde, som er tilgængelig for planterne. Ved jordbundsanalyser
udtrykkes den tilgængelige kaliummængde som Tk, hvor en enhed angiver 1 mg kalium (K) pr. 100 g tørret jord eller 25 kg i pløjelagets dybde, dvs. 20 cm.
Kalitallet ligger på ca. 5,5 i gennemsnit i danske landbrugsjorder; i haven bør man dog i løbet af nogle år søge at hæve kalitallet til ca. 12. Dette bør ske i forbindelse med jordbundsanalyser, der udføres hos haveselskaberne. Når jorden grundgødes til et relativt højt kalital, kan planterne samtidig udnytte større mængder kvælstof. Tilført kalium bindes til jord- og lerpartikler og vaskes derfor kun i ringe grad ud af jorden af regn og vandingsvand. Efter grundgødningen er det kun nødvendigt at tilføre den mængde kalium, som fjernes fra jorden med afgrøden. Mængden varierer dog, idet der med en æbleafgrøde fjernes 30 kg pr. ha, kål 133 kg, kartofler 150 kg, løg 211 kg og spinat 35 kg.
Kalium kan tilføres på flere måder. Kompost indeholder 0,2% kalium og kan derfor tilføres i mængder på 200- 800 kg pr. 100 m'. Staldgødning indeholder 0,4% og tilføres med 100-400 kg pr. 100 m², mens latrin indeholder 0,8% og derfor skal tilføres i en mængde, der er halvt så stor som staldgødning, men ikke til spiselige afgrøder. Brændeaske indeholder 4-20% kalium. Aske er en rent mineralsk gødning ligesom de efterfølgende, der fremstilles af naturligt forekommende kaliumsalte. De findes ofte sammen med aflejringer af kogsalt (natriumklorid). Kalium er også bundet til klorid, der i selv ret små mængder er giftigt for en række planter. Renset sælges gødningen som 40% kaligødning. Den er ret billig og bør udbringes om efteråret, så at de giftige klorider udvaskes i løbet af vinteren. For at undgå kloridtilførsel til planterne fremstilles i dag til havebrug mest svovlsur kali (kaliumsulfat) med ca. 40% kalium eller 50% kaliumilte (K20). Selvom der ikke er klorid i den svovlsure kali, skal den udbringes tidligt på året, så at gødningen kan nå at blive opløst og blive vasket ned i rodzonen. Kaliumgødning tilføres som fast tommelfingerregel årlig i en mængde på 1 kg svovlsur kali pr. 100 m², når analyseresultaterne ikke siger noget andet. Kalium kan også tilføres i form af kaliumnitrat, der giver kalium og kvælstof på en gang.