Jordpotter anvendtes tidligere i vid udstrækning på planteskoler og i erhvervsgartnerier under formeringsarbejdet. De blev fremstillet af en næringsrig jordblanding, bestående af tørvestrøelse, muldjord og, i visse tilfælde, komposteret staldgødning. Blandingen blev sammenpresset let og potterne tilvirket således, at der opstod et hul i midten, hvori man enten såede eller udpriklede planterne. Ved roddannelsen gennemvævede de nye rødder jordpotten og kunne derved udplantes direkte på friland uden den sædvanlige vækststandsning.
Senere er denne potte afløst af potter fremstillet udelukkende af tørvestrøelse. Disse er udformet som egentlige potter, hvori man fylder den ønskede jordblanding til formålet. Rodtilvæksten vil ligeledes ske igennem pottens sider.
Stenuldsblokke udskåret som terninger danner i dag grundlag for jordpotternes rodvækstprincip. Tilvæksten foregår på samme måde gennem det sterile og porøse materiale, der helt gennemvæves af de nye rødder. Ved »ompotning« af planter i stenuldsblokke anbringes blokken i en udhulning i en større blok, hvor rødderne nu har mulighed for at udvikle sig til alle sider. Ved udplantning af planter i stenuldsblokke i almindelig jord må man være opmærksom på stenuldens og jordens forskellige porøsitet. Der må da vandes særlig omhyggeligt, så rodklumpen ikke tørrer ud. Se også artiklen Kunst jord.