Asters - Aster

Aster betyder stjerne, og alle vore asters har smukke, stjerneformede kurvblomster med en gul glorie i mid­ten og tungeformede randblomster i mange farver udenom. Den fremher­skende farve er blå eller lilla, men hvide, rosa og røde sorter findes også. Stilkene er oprette og stive og gør blomsterne velegnede til afskæring. Asters har lange, vandrette jordstæng­ler, der breder sig ud til alle sider. I visse tilfælde kan de være vanskelige at styre sammen med andre stauder, og nogle former af høstasters kan ligefrem blive et besværligt ukrudt.

Dyrkning: I naturen er asters typiske engplanter, nogle fra stenede alpeenge (alpeasters), andre fra fugtige strand­enge (»strandasters« eller høstasters). Alle foretrækker fugtig jord og rigelig sol. Jorden bør være ret næringsrig. Alle de efterårsblomstrende asters bør plantes, deles og omplantes om for­året. Især amellus-sorterne er ret sarte. De vil gå ud, hvis de plantes om efteråret. I øvrigt er det en god tom­melfingerregel for plantning af stauder, at forårsblomstrende stauder plantes om efteråret, og at efterårs­blomstrende plantes om foråret. Alle asters bør have en del gødning i løbet af vækstsæsonen, og i tørre perioder bør de vandes. De høje sorter, ikke mindst Aster frikartii med den for­holdsvis løse vækst, behøver opbin­ding, især hvis de står udsat for blæst eller træk. Ved afpudsning af visne blomster på de tidligt-blomstrende sor­ter kan man få et fint efterflor senere på sommeren. Om efteråret skal top­pen aldrig skæres ned. Så har planter­ne kun en dårlig chance for at overvin­tre godt. Vent med nedskæringen til marts eller begyndelsen af april, samti­dig med at nyvæksten begynder.

Både Aster amellus og Aster frikartii bør gives en let vinterdækning med enhedsjord, tørvemuld eller gammel staldgødning.

Formering: Alle asters formeres let ved deling af ældre planter eller ved rodstiklinger . De kraftige typer af høstasters forøger sig ved selvsåning og kan på den måde blive et irriterende ukrudt. Både deling og omplantning bør ske om foråret.

Arter og sorter: Der findes et utal af arter og sorter af asters, hvoraf mange er velegnede til mindre haver. Ved et passende valg af sorter kan man have blomstrende asters fra foråret til vinte­rens komme. Der er lave typer, som er velegnede til plantning på stenbed og i forgrunden af staudebede. De bedste former er nok amellus-sorterne, der bliver omkring en halv meter høje og derfor ikke behøver opbinding. Og endelig findes der høje typer, enkelte helt op til to meter, som naturligvis behøver opbinding i vort blæsende kli­ma og derfor giver mere arbejde til haveejeren.

Aster yunnanensis er bedst til stenbed og i forgrunden af et staudebed. Her sammen med røde buketroser og sølv-ærenpris (Veronica incana).

Alpeasters (Aster alpinus) er ganske lave planter, der hører hjemme i fugti­ge alpeenge på morænebund. De be­høver en let og veldrænet jord i fuld sol. De blomstrer allerede i maj-juni og bliver omkring 30 cm høje. De deles og omplantes i det tidlige forår før blomstringen. Efter afblomstringen fjernes de visne blomster, men den grønne top nedskæres først det følgende forår.

Gode sorter er den hvide 'Albus' og den mørkeblå 'Blue Star'.

Aster amellus har ikke noget dansk navn. Det latinske amellus betyder »ved Mella«, en flod i Norditalien, hvor Vergil havde fundet planten. Det er en nøjsom plante, der trives i klip­peegne, på tørre, kratbevoksede moræne-skråninger og i skovbryn. Planter­ne bliver 30-60 cm høje med forholds­vis stive stilke. Stængler og blade er beklædt med korte, stive hår. Blom­sterne er samlet i halvskærm-formede stande, og de enkelte kurve er ret store med et tværmål på ca. 5 cm. Alle sorter blomstrer fra september til langt ind i oktober.

Ved prøvedyrkninger i 1969 blev følgende sorter anerkendt:

'Alt­weibersommer' bliver 40 cm høj og lige så bred. Den er ikke tilbøjelig til at vælte, som flere af de øvrige amellus­sorter kan gøre. Farven er lys violet. 'Heinrich Seibert' er 60 cm høj, blom­sterne lillarosa.

'Hermann Löns' er 50 cm høj. Væksten er forholdsvis løs. Blomsterstanden er stor og flad, farven lys purpurviolet.

'Lady Hindlip' er 60 cm høj med en ret åben vækst. Stæng­lerne kan især i fugtigt vejr lægge sig ud til siderne. Den regnes for den bedste »røde« amellus-type, men i virkelighe­den er farven nærmest midt mellem purpurrød og violet. 'Oktoberkind' er en af de sundeste typer. Den blomstrer til langt hen i november med intens dybtviolette blomster.

'Rudolph Goe­the' bliver 60-70 cm høj med stængler, der let lægger sig hen ad jorden. Den behøver derfor opbinding. Blomster­farven er violet, lidt lysere end hos 'Oktoberkind' .

'Veilchenkonigin' er kun 40 cm høj og lige så bred med en fast og stiv vækst. Det er den mørkeste af amellus-sorterne med en violet far­ve, der er lige så dyb som de mørkeste sorter af hornviol.

Aster dumosus danner tætte, næsten kugle­formede planter. Her sorten 'Anton Kip­penberg'.

Pudeasters (Aster dumosus) har kry­bende rodstokke og omkring 50 cm høje stængler. Blomstringen finder sted fra august til oktober, og blom­sterstandene er stærkt forgrenede. Desværre er pudeasters ofte udsat for angreb af visnesyge og meldug, så stængler og blade misfarves eller vis­ner.

Ofte skjules de visne blade under en pels af friske, grønne blade, som f.eks. hos sorten 'Herbstgruss von Bresserhof'. Den har en næsten kugle­formet vækst og bliver 50 cm høj. Den har en kolossal mængde blomster fra september til sidst i oktober. Farven er rosa-violet. Skivekronerne er små og rent gule.

'Professor Anton Kippen­berg' har en mere uregelmæssig form, 40 cm høj og 60 cm bred. Planten bliver helt dækket af de rent lavendel­blå blomster i hele oktober måned. Den angribes ofte af meldug, som dog kan bekæmpes ved sprøjtning med dinocap.

Alpeasters, (Aster alpi'nus), sammen med det smukke prydgræs blåsvingel (Festuca glauca).

Lyngasters (Aster ericoides) har meterhøje stængler med topformede blom­sterstande. Bladene er smalle og ligner bladene hos lyng. Planten er meget dekorativ, både i knopstadiet, som fuld udsprungen og om vinteren med rim på de visne blomsterstande. Den eneste anerkendte sort er 'Herbstmyr­te'. Den har en meget let og elegant vækst med stængler, der let holder sig oprejst uden opbinding. De enkelte blomster er kun 1 cm i tværsnit. Farven er rent hvid. Blomstringen finder sted fra midt i september til udgangen af

oktober. Bladene på den nederste tredjedel af stænglerne angribes og ødelægges af visnesyge. Ved plantning mellem andre stauder kan den visne del af planten skjules.

Aster amellus findes i mange blå og røde muancer. De blomstrer i september-oktober.

Høstasters (Aster hybridus) kaldes po­pulært for strandasters. Det er kryds­ninger af de to arter Aster novae-ang­liae og Aster novi-belgii, af hvilke kun en enkelt sort er anerkendt ved statens prøvedyrkninger. Det er 'Andenken an Paul Gerber', som bliver op til 150 cm høj, men i modsætning til de øvrige sorter behøver den ingen opbinding. Blomsterne er sunde og friske og ruller ikke sammen i »sovestilling« som hos de øvrige høstasters, når de udsættes for dårlige vejrforhold. Blomsterfar­ven er lysende rød. I planteskolerne kan man købe andre sorter, som dog alle let angribes af både visnesyge og meldug. 'Royal Blue' er mørkeblå og høj. 'Winston Churchill' er rød og 90 cm høj. Spredning af meldug og visnesyge sker ved stiklinger fra syge planter. For at opnå sunde planter kan man anvende meristernformering (se denne artikel) med anvendelse af helt sygdomsfri plantedele.

Aster frikartii er en krydsning mellem Aster amellus og flere andre arter. Den har ikke noget dansk navn, men er i øvrigt en af de smukkeste haveasters til staudebed og afskæring. Den er grove­re og mere forgrenet end amellus-

sorterne, og dens enkeltblomster er større. Den bliver meterhøj og har stive stængler, som ikke behøver op­binding. Blomsterne er store og lysvio­lette. Blomstringstiden varer helt fra juli til hen i oktober. Ved afpudsning af de visne blomster får man et endnu finere flor. På udsatte voksesteder og i strenge vintre bør frikartii-typerne dækkes med granris eller vissent løv. Den bedste sort er 'Wunder von Stafa'.

En broget plantning med blå ceder, stenbedsplanter og rhododendron. Forrest to typer af Aster dumosus: Den hvide 'Schneekissen' og den røde 'Wachsenburg'. I baggrunden den røde høstasters 'Crimson Brocade'.

Den hvide Aster dumosus 'Schneekissen'.

--