Leontopodium betyder »løvefod«, og dette navn har planten fået p.gr. af blomsterkurvenes form. Ordet edelweiss er sammensat af de tyske ord for ædel og hvid. Det er dog ikke altid, at blomsten fremtræder helt »ædelhvid«, undertiden virker den snarere gråfiltet, og man har forskellige teorier om denne farveforskel. Nogle påstår, at edelweiss kun kan blive helt hvid oppe i højderne, andre, at man skal sulte den for at få den hvide farve frem. Sandheden er formentlig, at farven er afhængig af to ting: plantematerialet og plantestedet. Når man formerer edelweiss ved frø, falder småplanterne meget forskelligt ud. Nogle er meget hvide, andre grålige, og vil man sikre sig hvide edelweiss, må man nok skaffe sig hvide planter og anbringe dem i fuld sol på mager, veldrænet jord. Edelweiss har smalle, lancetformede blade, der både findes grundstillede og sidder op ad stænglerne, som bliver 15-30 cm høje. Bladene er oprindelig grønne på oversiden, men på undersiden stærkt hvidfiltede. Blomsterne sidder i små, gullighvide halvskærme, der er omgivet af store trekantede, sølvhvide højblade, som tilsammen giver blomsterhovedet en meget smuk stjerneform.
Blomstringen indtræffer i juli-september, også i naturen, hvor man især finder den alpine edelweiss i Alperne, Pyrenæerne og De liguriske Bjerge. Enkelte steder er den endnu ret almindelig; men mange steder er den blevet udryddet af turister og bjergklatrere, der gerne hjemtager den som trofæ. Heldigvis er den dog ikke truet af udryddelse, da den er uhyre let at formere ved frø, også i lavlandet.
I øvrigt er den totalfredet i Tyskland og Schweiz og må hverken plukkes eller opgraves.
Edelweiss har i generationer været alpeklatrernes eftertragtede trofæ, men er i øvrigt totalfredet overalt i Alperne.
Vækstkrav: Edelweiss er nem i kultur, blot den får en nogenlunde veldrænet jord i fuld sol. Det anbefales, at jorden skal være noget kalkholdig, men planten trives faktisk også godt på let sur jord. Om vinteren vil den gerne stå temmelig tørt, men om foråret og i forsommeren skal den helst have en del fugtighed.
Formering: Edelweiss formeres let ved frø, som sås i marts eller april i kold bænk, mens småplanterne udmærket kan prikles på friland. De blomstrer i reglen først den følgende sommer. Har man en god, sølvhvid plante, vil det være fristende at formere den vegetativt, hvilket let kan gøres ved deling.
Sorter og arter:
Sorten 'Mignon' bliver kun en halv snes cm høj; den kan ikke formeres ved frø.
Det kan derimod vor anden europæiske art, sne-edelweiss (Leontopodium nivale), der vokser i Abruzzerne. Den bliver sjældent mere end 5 cm høj og har små lancetformede blade, som er hvidfiltede på begge sider. Foruden de europæiske arter findes der omkring 40 asiatiske, og flere af dem burde nok finde vej til vore haver, da de er fuldt så smukke og lige så letdyrkelige som den almindelige edelweiss. Det gælder således Leontopodium calocephalum, der findes i Tibet i op til 5000 m's højde. Den er endnu mere lådden end edelweiss og har lidt længere og ofte noget krybende blomsterstængler. Leontopodium japonicum har blade med grøn overside og hvidfiltet underside, mens Leontopodium himalayanum er lav med meget store blomster. De to sidste har man krydset og fået Leontopodium lindavicum, der er usædvanlig længeblomstrende.