Slægtsnavnet Bryonia kommer af det græske ord bryo, der betyder yppigt voksende og hentyder til plantens hurtige vækst. Det danske navn galdebær er antagelig kommet af galbær, der tidligere blev anvendt for en række planter med uspiselige, giftige bær. Den er indført som lægeplante fra Orienten og Sydeuropa og voksede i middelalderen i klosterhaver. I dag finder man den vildtvoksende ved gærder omkring landsbyer.
Galdebær hører til græskarfamilien, der er karakteriseret ved at have ganske store og stivhårede, håndstrengede og hjerteformede blade og ofte klatretråde. Blomsterne er oversædige, helkronede og ofte særkønnede. Slægterne adskilles bl.a. på støvdragerne, der enten er indbyrdes frie eller sammenvoksede. Hos galdebær er støvdragerne sammenvoksede to og to, og kun den 5. er fri. Rodknolden er stor, roeagtig eller lang og forgrenet; den kaldes undertiden for valsk roe. Blomsterne er snart tvebo, snart enbo, åbent klokkeformede og gulgrønne til gullighvide. Frugten er et rundt bær, som er meget giftigt.
Vækstkrav: Muldrig jord på beskyttet plads.
Pleje: Frøet sås bedst straks efter modning om efteråret og kræver lang tid for spiring.
Tvebo galdebær med giftige, røde bær.
Arter: Enbo galdebær (Bryonia alba) har giftige grønsorte bær. Både hun- og hanblomster sidder på samme plante.
Tvebo galdebær (Bryonia cretica ssp. dioica) har røde bær, der udvikles på de hunlige planter.
Begge arter har været anvendt som lægeplanter; den store rodknold virker afførende, sveddrivende og blev også båret som amulet.