Krokus - Crocus

Man mener, at det er krokus, der er omtalt i Salomos Højsang som Sarons rose, og Clusius anvender betegnelsen crocum for safrankrokus. Der findes omkring 80 krokus-arter, som hoved­sagelig stammer fra Middelhavslande­ne, Iran og det sydlige Ukraine. Kro­kus har en løglignende knold, som er omgivet af brune bladskeder, hvis fibre hos nogle arter er parallelle, mens de hos andre danner et net. De grønne blade har en lys stribe i midten. De er smalle, spidse og kommer lige op af jorden omkring blomsten. Hos nogle arter sker det samtidig med blomstrin­gen, men i reglen kommer bladene senere. Hos krokusblomsterne finder vi forårets livligste og gladeste farver, fra hvidt over gult, orange, lavendel og blåt til purpur. De efterårsblomstrende krokus kan være lige så smukke.

Crocus chrysanthus er en af vore tidligste krokus.

Crocus sativus, den berømte safrankrokus, der desværre ikke er hårdfør i Danmark. Den blomstrer i oktober.

Vækstkrav: Krokus foretrækker en hu­musrig jord, som gerne må være noget leret, blot den er veldrænet. Det er dog en stor fordel, om det øverste lag, hvori knoldene ligger, er let og varm jord, og 1-2 cm sand eller fint grus i bunden af plantehullet er nyttigt. De forårsblomstrende krokus plantes i au­gust-oktober, de efterårsblomstrende i juli-august, og man lægger så vidt muligt knaldene i grupper. Grav jor­den af i 7-8 cm's dybde, strø 1 cm sand eller grus i bunden og fordel knoldene med 3-4 cm's afstand. Vil man gøde sine krokus, er kompost og kødbenmel velegnet. Man kan også anvende kunstgødning, men krokus sætter ikke pris på rene kvælstofgødninger.

Hvide krokus har en jomfruelig ynde, som gør det forståeligt, at netop krokusblomsten blev omtalt i det kærlighedsdigt, der kaldes Salomos Højsang eller Sangenes Sang.

Krokus-hybrider. Man ser tydeligt fjermønsteret i de stribede krokus.

Formering: Man kan formere krokus ved frø, som dannes i en frøkapsel, der sidder lige under jordoverfladen. Først når frøene er ved at modnes, fra maj til juli, kommer kapslen op mellem bla­dene og kan høstes. Man skal ikke vente, til kapslen flækker, for frøene spredes straks efter. De spirer let på bed eller i bænk; men det varer tre år, før man har blomsterdygtige knolde. Mange af de gamle havesorter er steri­le, men formeres let ved de småknol­de, som dannes oven på den gamle knold. Ofte dannes der flere; men hvis man har lagt sine knolde for dybt, kommer der kun en enkelt plante op. Er man interesseret i mange småknol­de, må man dele sine krokusblokke tit; det skal helst ske i den ret korte hvileperiode i juli-august. De største knolde tages fra til drivning, de mel­lemstore plantes ud i haven, og de mindste lægges på bed.

Drivning: Forårsblomstrende krokus egner sig godt til drivning; men man skal ikke gøre sig håb om at få dem i blomst inden nytår. Man vælger de største knolde og lægger dem tæt sam­men i potter, som nedgraves i haven og dækkes med et lag sand, jord og even­tuelt granris. I slutningen af december kan man begynde at tage dem ind til drivning; det er bedst at grave forsig­tigt ind fra siden, så at man ikke knækker de nye spirer. Potterne stilles først køligt og mørkt; men når væksten kommer i gang, sættes de frem i lyset ved ca. 10°C og passes med vand. Efter ca. 3 uger begynder de at blomstre.

Forårsblomstrende krokus.

Arterne er gennemgående noget tidli­gere end havesorterne. De følgende er

alle hårdføre og ret letdyrkelige; men det vil ofte være et problem at skaffe knoldene her i landet. De fleste vil dog let kunne fremskaffes fra udlandet på bestilling.

Crocus ancyrensis, Ankara-krokus, kommer fra Lilleasien. Den har små orangegule blomster i marts og er sammen med Crocus chrysanthus, som den ligner meget, vor tidligste gule krokus.

Crocus angustifolius (Crocus susianus) stammer fra det sydlige Ukraine. Den blev dyrket af Clusius allerede i 1587 og har gyldengule blomster, der åbner sig stjerneformet, når Solen skinner i marts. På ydersiden har de tre yderste kronblade rødbrune tegninger.

Crocus balansae stammer fra Lilleasi­en. Blomsten, der fremkommer i marts, er lille og indvendig orangegul, mens ydersiden har smukke tegninger i purpur eller mahognibrunt. Varieteten 'Zwanenburg' er lidt større i blomsten.

Crocus bijlorus stammer fra Middel­havsområdet; men den almindeligste haveform kaldes undertiden »den skotske krokus«, formentlig fordi den er blevet udbredt over Europa fra Skotland, skønt den ikke findes i den frie skotske natur. Blomsterne, der oftest fremkommer to og to i marts, er indvendig hvide eller blålighvide med gule støvdragere, mens ydersiden er purpurfarvet med hvide kanter.

Crocus candidus fra Lilleasien har tyn­de, græslignende, grønne blade, der fremkommer i februar før blomsterne, som indvendig er hvide, men purpur­stribede på de tre yderste, meget smal­le kronblade. Blomsterne åbner sig stjerneformet, og støvdragerne er skin­nende røde.

Crocus chrysanthus fra Sydøsteuropa og Lilleasien findes med gule, orange, hvide og violette blomster, der udven­dig har tegninger i brunt, gråt eller violet. Svælget er gult og støvdragerne røde. Der findes en lang række have­sorter, bl.a. 'Blue Bird', der indvendig er hvid, udvendig blågrå; 'Blue Pearl', der er lyseblå; 'Blue Peter', der er blålilla; 'Buttercup' , gyldengul; 'Cream Beauty', der er lys cremegul; 'E. A. Bowles', der indvendig er smørgul. udvendig bronzefarvet mod bunden; og 'Zwanenburg Bronze', der indven­dig er safrangul, udvendig mørkt bron­zefarvet med gule kanter.

Crocus etruscus fra Italien er udvendig violetgrå, indvendig lavendelgrå med orangerødt støvfang. Varieteten 'Zwanenburg Variety' er større og smukt lavendelblå.

Crocus flavus (Crocus aureus) fra Lille­asien og Balkan er skinnende gul både udvendig og indvendig. Den er en af de ældste krokus under kultur, og den er stamfader til den almindeligste gule havesort, 'Stor gul krokus', som er steril, men egner sig vældig godt til drivning, ligesom den er god i busket­ter, da den tåler en del skygge.

Crocus imperati fra Syditalien blom­strer meget tidligt og har store blom­ster, der indvendig er lyslilla eller rød­lilla, mens de tre yderste kronblade udvendig er gule med fjerstriber i pur­purrødt. Der findes en hvid form med orange svælg og støvdragere og skin­nende rødt støvfang.

Crocus minimus kommer fra Sardinien og Corsica og blomstrer ret sent med små blomster, der indvendig er lyslilla, udvendig med kraftige, purpurrøde striber.

Crocus neapolitanus (Crocus »emus), der findes i de sydeuropæiske bjergeg­ne, er stamformen til de fleste af vore havekrokus. Arten er hvid med violet­te striber, men meget variabel. Have­sorterne har store blomster og egner sig godt til busketter og græsplæner, da de er meget kraftigtvoksende. 'Kath­leen Parlow' er renhvid med orange støvfang; 'Queen of the Blues' og 'Re­membrance' er lavendelblå; 'Purpure­us Grandiflorus' er meget stor og skin­nende purpurfarvet; den er velegnet til drivning og den eneste krokus, der kan drives varmt, så snart spidserne har vist sig over jorden. 'Montblanc' er hvid med blåviolet svælg og 'Nigger­boy' mørkt purpurfarvet.

Crocus sieberi fra Grækenland er lyslil­la med gult svælg. Den har orangerøde støvdragere. Sorten 'Violet Oueen' er blåviolet; 'Hubert Edelsten' lillarosa, udvendig med et purpurrødt fjermøn­ster på hvid bund.

Crocus tomasinianus fra Balkan blom­strer meget tidligt. Den er noget varie­rende i farven, men næsten altid lysere udvendig end indvendig, hvor den som regel er lysviolet eller lavendelblå med hvidt eller lilla svælg. Der findes en del værdifulde havesorter med rødlige blomster som 'Taplow Ruby' og 'Whi­tewell Purple'; 'Barr's Purple' er ame­tystviolet. Endvidere findes der en række gode krydsninger med Crocus neapolitanus, bl.a. 'Harlem Gem' og 'Vanguard'.

Crocus versicolor fra de franske Alper har hvide blomster med gult svælg og udvendig violet eller purpurrødt fjer­mønster. Den blomstrer først i april-­maj og er duftende.

Efterårsblomstrende krokus.

Crocus byzanthinus fra Transsylvani­ens bjerge adskiller sig fra andre kro­kus ved, at de tre inderste kronblade kun er omtrent halvt så lange og meget lysere end de tre yderste. Disse er rødviolette, og når blomsten er fuldt udsprunget, udbreder de sig næsten vandret, mens de inderste står lige op, hvad der giver en vis lighed med en irisblomst. Den tåler bedre end andre krokus nogen skygge og foretrækker en dyb, fugtig, men veldrænet blad­muld.

Crocus kotschyanus (Crocus zonatus) fra Lilleasien er en af de tidligste høstkrokus. Knoppen er næsten hvid, men den åbne blomst er lysviolet med to gule pletter nederst på hvert kron­blad.

Crocus laeoigatus fra Grækenland er lilla med gult svælg. Den blomstrer meget sent, ofte først i november-december. Den har en meget fin duft.

Crocus sativus, den ægte safrankrokus fra Orienten, egner sig desværre ikke på friland i Danmark. Den har rødlilla eller violette kronblade, og man udvin­der det kostbare safran ved knusning af de orangerøde støvfang, der hænger langt ud af blomsten. Safran har fra meget gammel tid været anvendt som farvestof, lægemiddel og til madlav­ning; det er så kostbart, at det ofte er blevet forfalsket ved tilsætning af vand og fedtstof.

Crocus speciosus fra Orienten er en nem og frodig efterårskrokus, som til­med har en stor rødlilla eller skiferblå blomst med nerver i en dybere farve. Den blomstrer i september. Efterårs­krokus blomstrer samtidig med høst­tidløs (nøgne jomfruer); men de to slægter kendes fra hinanden på følgen­de: efterårs krokus har smalle, græslig­nende blade, blomster med 3 støvdra­gere og en regelmæssig knold. Høsttid­løs har brede, grove blade om foråret, blomster med 6 støvdragere og en uregelmæssig knold.

Høstkrokus (Crocus speciosus) blomstrer i september.

En krokusplæne er smuk, men man skal ikke blande farverne alt for meget.

Skadedyr: Gråspurvene kan være slemme til at hakke især de gule krokus omkuld tidligt om foråret, og det er blevet anbefalet at strø peber i blom­sterne eller trække sort sytråd hen over dem. Det har dog vist sig, at fuglene er mest energiske, hvor der er få krokus, mens de ikke så gerne går i lag med store blokke. Mus er forfaldne til kro­kusknolde, og har man mange mus i haven, må man enten bekæmpe dem energisk eller opgive at dyrke krokus. Derudover er angreb af sygdomme eller skadedyr på krokus sjældent mere alvorlige, end at man kan nøjes med at kassere de angrebne knolde.