Slægten er udbredt i den nordlige halvkugles tempererede områder. Navnet Sanguisorba kommer af latin sanguis = blod og sorbeo = optager og hentyder til plantens anvendelse i folkemedicinen, hvor man mente, at den hjalp mod blødninger. Roden er besk og blev anvendt på apoteker.
Vækstkrav: Trives bedst i fugtig, kraftig jord i fuld sol.
Pleje: Deling i det tidlige efterår. Anvendelse: I stauderabatter, foran busket, i blomstereng og til afskæring i friske og tørrede buketter.
Kvæsurt (Sanguisorba minar). Nærbillede af blomsterstanden med lange støv tråde og støvknapper og røde, forgrenede støvfang.
Arter: Sanguisorba minor bliver 30-60 cm høj; den har fint løv med 7-21 par småblade. Stænglen er forgrenet og bærer runde eller kort aflange aks med hanblomster nederst og tvekønnede blomster øverst. Blomsten er som hos alle kvæsurt-arter meget lille, kronløs, firtallig og har grøngule støvdragere og pupurrøde støvfang, der rager ud af bægeret. Planten vokser vildt i Europa og Asien. På dansk kaldes denne art ofte bibernelle.
Sanguisorba obtusa bliver 1 m høj med 5-7 cm lange, i spidsen nikkende aks. Blomstrer i juli-september og er vildtvoksende i Japan.
Sanguisorba officinalis, lægekvæsurt, bliver 150 cm høj og har brunrøde. slanke aks. Planten er vildtvoksende i Europa, Asien og Nordamerika.
Sanguisorba tenuifolia bliver 90 cm høj og har rosenrøde blomstrende aks i august. Planten er vildtvoksende i Sibirien.