Mesterrod er vildtvoksende i Alperne, men er nu udbredt i store dele af Europa, hvor planten har været dyrket og anvendt som lægeplante siden middelalderen. Her i landet brugtes planten først i klosterhaverne, men spredtes senere til præstegårds- og bønderhaver, hvor den stadig, om end sjældent, kan findes. Planten blev anvendt mod mange slags svageligheder som feber og tandpine, og i pesttider skulle den tygges. Plantens danske navn hentyder til, at den var »mester« over hekse og trolde. Det botaniske slægtsnavn er en latinisering af græsk peukedanos = bitter, efter plantens indhold af bitterstof.
Mesterrod er en stærkt krydret duftende staude med tyk, grenet rodstok. De nedre blade er læderagtige, dobbelt tredelte med store ægformede afsnit og store, opblæste bladskeder. Stænglen er hul og 50-80 cm høj. Blomsterne er hvide eller svagt rødlige og sidder i store, noget flade dobbeltskærme med få svøb. Planten blomstrer ikke hvert år her i landet, men formerer sig vegetativt ved udløbere fra rodstokken. I haven formeres mesterrod ved deling af ældre planter, ved stikning af udløbere eller ved frø, som sås straks efter modning.
Mesterrod (Peucedanum ostruthium) er en velkendt, gammel lægeplante.