Slægten Ramonda har navn efter den franske naturvidenskabsmand Ramond de Carbonnieres (1753-1827), der fandt den pyrenæiske ramonda, Ramonda myconi. Ramonda er stedsegrønne, rosetdannende stauder med brede, buklede, grofttandede grundblade, som sidder tæt tiltrykt til voksestedet, der helst skal være en mur eller sten. Blomsterne er store, fladkravede og violette eller lavendelblå; de sidder enkeltvis eller få sammen på 5-15 cm høje stilke og minder meget om blomsterne hos saintpaulia.
Ramonda myconi, den pyrenæiske ramonda, minder meget om saintpaulia, men kan trives i en sprække på nordsiden af en plantemur.
Vækstkrav: I naturen vokser Ramonda i fugtige klippeparti er i bjergskove; skal man dyrke dem med held, må man give dem nogenlunde tilsvarende forhold: skygge eller halvskygge, helst i en mur eller på en skråning mod vest eller nord. Det er vigtigt, at plantestedet er skråt eller lodret, så at regnvandet ikke samles i bunden af rosetterne; så rådner de. De er næringskrævende og skal have en god, stor lomme med humusrig jord på voksestedet. Unge planter bør vinterdækkes med granris. Opfylder man disse betingelser, vil man få en smuk og villigt voksende plante på steder, hvor ellers ikke ret mange andre blomsterplanter trives.
Formering: Ramonda formeres ved frø, men almindeligst er det at formere dem ved bladstiklinger om foråret. Store planter kan deles.
Arter:
Ramonda myconi stammer fra Pyrenæerne, hvor den findes på kalkklipper. Den har kortstilkede, ægformede blade, der er let gråfiltede på oversiden, men stærkt filtede af rustfarvede hår på undersiden. På hver af de 5-15 cm høje blomsterstængler bærer den 1-7 store, violetblå blomster i juni-juli. Kronen er femtallig. Der findes varieteter med lysrosa og hvide blomster.
Ramonda nathaliae stammer fra Balkan, hvor den findes på kalkbund og granit. Den har lidt mindre rosetter end de øvrige; men bladene er skinnende grønne og bredt ægformede. Blomsterne, som fremkommer i juni, er lavendelblå med en gul ring i midten. Kronen er i reglen firtallig. Det er den almindeligste art i kultur.
Ramonda regis-ferdinandi er en krydsning mellem Ramonda myconi og Ramonda nathaliae. Den har store rosetter af mørkegrønne blade. De femtallige blomster, som fremkommer i juni, er violetblå med en orange plet i midten.
Ramonda serbica stammer fra Balkan, men vokser kun på kalkbund. Den har stærkt behårede, noget smallere og mere langstilkede grønne blade end de øvrige; blomsterne, som fremkommer i juni, er lyslilla med gul midte og noget klokkeformede. Kronen er femtallig. Planten er sjælden i kultur.