Scilla er et gammelt græsk navn for strandløg; på dansk kaldes planterne undertiden stjernehyacint. Slægten omfatter omkring 90 arter, som alle hører hjemme i de tempererede zoner i Europa, Asien og Afrika. Skilla har gennemgående meget store løg og grundstillede, linjeformede blade, undertiden kun to, undertiden flere, der omgiver blomsterstænglen med de klokke- eller stjerneformede blomster. De almindeligste skilla er forårsblomstrende; farven er blå eller hvid, sjældnere lyserød.
Den lyseblå Scilla mischtschenkoana kan anbringes sammen med en lang række andre forårsløg.
Vækstkrav: Skilla er uhyre taknemmelige haveplanter , som breder sig villigt, hvor betingelserne er blot nogenlunde gunstige. Helst skal de have en humusrig og ikke for tør jord i sol eller halvskygge; men de klarer sig f.eks. godt i en græsplæne, i forgrunden af et buskads eller mellem stedsegrønne. Blandt de andre forårsløg ved terrassen og i forhaven kan man slet ikke undvære skilla. Kønnest udvikler de sig, hvis man planter dem i små grupper og lader dem stå i fred gennem en årrække. Først når blokkene bliver så tætte, at løgene tydeligt generer hinanden, er det nyttigt at omplante og dele dem, helst sent på sommeren eller tidligt på efteråret.
ukrainsk skilla (Scilla sibirica) er ensianblå og en af vore smukkeste forårsblomster.
Arter:
Scilla amethystina fra Dalmatien har smukke hængende, klokkeformede, violetblå blomster i åbne stande på 20 cm høje stængler; den er især værdifuld, fordi den først blomstrer i juni.
Scilla autumnalis er en af de få skilla, som blomstrer om efteråret, i augustseptember. Den er ret ubetydelig med små, rødlilla blomster på lave stilke og kan kun anbefales til samlere.
Scilla bifolia, tobladet skilla, stammer fra Middelhavsområdet. Den er vor tidligst blomstrende skilla og fremkommer med sine lysende blå blomster på 10-15 cm høje stængler allerede i marts-april. Den får aldrig mere end to grønne blade, der fremkommer, når blomsterknopperne er i fuld gang med at folde sig ud. Hos os skal den have en lun og solrig vokseplads, f.eks. ved en sydmur, hvis man vil lokke den særlig tidligt frem. Der findes en hvid havesort, 'Alba', og en lyserød, 'Carnea'.
Scilla chinensis fra Kina er efterårsblomstrende med små, stjerneformede, lyserøde blomster på 15 cm høje stængler i august-september. De grønne blade er blanke og lancetformede. Det er en sjælden art, men anbefalelsesværdig for liebhavere.
Scilla hispanica (eller Scilla campanulata), spansk skilla, har hængende, klokkeformede blomster i pyramideformede klaser på 20-30 cm høje stængler i maj. De linjeformede blade er skinnende grønne. I reglen vokser den meget frodigt og kan bruges til afskæring. Arten har blå blomster; men der findes adskillige havesorter, bl.a. 'Blue Oueen' med lyseblå blomster; 'Myosotis' med rent blå blomster; 'Rose Queen' med lyserøde blomster og 'White Triumphator' med hvide blomster.
Scilla mischtschenkoana (eller Scilla tubergeniana) fra det nordlige Iran ligner til forveksling porcelænshyacint (Puschkinia scilloides), der dog har sammenvoksede støvdragere, mens de er fri hos skilla. Blomsterne er lyseblå med en mørkere blå stribe midt gennem hvert kronblad; de sidder i en kort klase for enden af den 15 cm høje stængel og fremkommer i april, lidt tidligere end porcelænshyacintens. Havesorten 'Zwanenburg' er kraftigere og har en stærkere kontrast mellem den lyseblå farve og den mørke midterstribe.
Klokkeskilla (Scilla non-scripta) er vildtvoksende i England, hvor den kaldes Blue Bells Prøv den som bundplante i vildhaven.
Scilla non-scripta eller Scilla natans, klokkeskilla, er identisk med den berømte engelske bluebell og findes vildtvoksende i England, Frankrig og Spanien. Den har blå, klokkeformede, svagt duftende blomster i ensidige, nikkende klaser på ca. 25 cm høje stængler. Den egner sig særdeles godt i vildhaven eller som bundplante i åbne skovpartier og blomstrer i maj. Der findes havesorter med hvide og lyserøde blomster; men de er noget stivere i væksten og mindre yndefulde end arten.
Scilla peruviana fra Madeira har navnet efter skibet » Peru«, der bragte løgene til England, ikke efter den sydamerikanske stat. Den blomstrer i maj-juni med stjerneformede, blå blomster i tætte, pyramideformede stande på 25 cm høje stilke. Trives hos os kun i koldhus.
Scilla pratensis fra Dalmatien har lyst violetblå, stjerneformede blomster i åbne, pyramideformede stande på 20 cm høje stængler. Den blomstrer i maj og er især velegnet til stenbedet.
Scilla sibirica, ukrainsk skilla, fra Balkan, Lilleasien og det sydlige Ukraine, især Kaukasus, er vor almindeligste skilla og en af de smukkeste med sine hængende, klokkeformede, stærkt ensianblå blomster, der fremkommer enkeltvis eller to-tre sammen på 10-15 cm høje blomsterstængler i april. Løgene er store, og hvert løg sætter gerne flere stængler. Den kan anvendes næsten overalt i haven, i græsplæne, stenbed, skovbund, i forgrunden af staudebede og busketter og i løgbede sammen med andre forårsløg.
Scilla violacea fra Sydafrika kan her i landet kun dyrkes som væksthus- eller stueplante. De to cm store løg skal plantes i veldrænet bladjord, således at størstedelen af løget er over jorden. Der fremkommer mange bladspirer, og det er for bladenes skyld, at man dyrker denne skilla. De holder hele vinteren og er på oversiden lyslilla med uregelmæssige grønne tegninger, mens de på undersiden er skinnende violette. Blomsterne, der fremkommer om foråret i korte klaser, er grønlige og uanselige, men har stærktfarvede violette støvdragere. Det er en liebhaverplante, som kræver meget lys og en vintertemperatur mellem 10 og 20°C.