Hjemmehørende i Syd- og Mellemeuropa; bliver op til 25 m høj. En nærtstående, buskformet art, klipperøn (Sorbus rupicola), er vildtvoksende i klippeterrænet på Bornholm. Sorbus aria er plantet adskillige steder her i landet i boligområder, langs mindre veje og i haver og parker.
Bladene er uregelmæssigt savtakkede og tæt hvidhårede i udspring; oversiden bliver efterhånden glat. Gyldne og brune høstfarver.
Blomstring i maj-juni; den enkelte blomst er 1-1,5 cm i tværmål.
Frugterne er ca. 1,2 cm store og bliver hurtigt ædt af fugle.