Blåbælg bliver en stor, ret bred busk med tykke, marvfyldte grene og kun få sidegrene. Om vinteren ses på grenene de store, skjoldformede blad-ar og lange spidse knopper. Bladene kommer først i maj og bliver ca. 60 cm lange. Bladene er uligefinnede med 13-25 småblade, som er helrandede og 6-14 cm lange. Bladene er grønne på oversiden, men har en stålgråblå underside. Ved løvfald bliver bladene brunlige. Blomsterne er i knop glinsende rødbrune, men de udsprungne, klokkeformede blomster er grønne. Blomsterstandene kommer i bladhjørnerne og minder om tomatklaser.
Modne frugter af blåbælg (Decaisnea fargesii). Frugterne ligner tykke ærtebælge og bliver ca. 10 cm lange. Omkring oktober får de en kraftig blå farve. Frugterne har været sammenlignet med ligustersværmerens larver, blågrønne pølser eller godt forfrosne fingre; 'død mands fingre' kaldes de ofte. De er bæragtige og indvendig fyldt med sorte frø, som er omgivet af en geleagtig, slimet masse. De er spiselige, selvom de ikke ser appetitlige ud. Blåbælg bliver 4-5 m høj og næsten lige så bred. Den bør plantes i en god, muldrig jord i fuld sol og med læ. Den trives ved moderat vanding og gødskning. Halvskygge kan gå an, men kan gå ud over antallet af frugter og disses farve.
Blåbælg kan fryse ned i strenge vintre, men vil skyde igen fra grunden. Busken formeres ved frø. På muldrig jord breder den sig villigt ved selvsåning. Nye planter kan også fås fra rodskud. Beskæring bør ikke foretages, men en udtynding af ældre grene helt ned til grunden giver en fornyelse. Blåbælg kan pynte i busketter i større haver og parker. Bedst bliver den op ad en mur på et lunt sted, og der kan den også bruges i den mindre have. Blåbælg blev fundet af missionærer i Vestkina i 1885. I dens hjemland spises frugterne, der betragtes som en delikatesse, men smagen passer ikke rigtig til europæiske ganer.