Damascenerroser - Rosa x Damascena og Rosa x Damascena bifera

Man mener, at den første sommerdamascenerrose opstod ved, at en vildtvoksende Rosa gallica hybridiserede med en ligeledes vildtvoksende Rosa phoenicia, en slyngrose med hvide blomster ...

BEDÅRENDE DUFTE

Man mener, at den første sommerdamascenerrose opstod ved, at en vildtvoksende Rosa gallica hybridiserede med en ligeledes vildtvoksende Rosa phoenicia, en slyngrose med hvide blomster. Høstdamascenerne er resultatet af en anden alliance, Rosa gallica x Rosa moschata, også det er en formodning. Trods det, at sommerdamascenere er engangsblomstrende og høstdamascenere remonterende, skelnede man ikke mellem dem før i tiden. Kromosomanalyser har imidlertid afsløret, at slægtsforholdene er forskellige, men alderen er omtrent den samme. Begge sorter har eksisteret i årtusinder.

Billede: 'Leda'

Når den græske filosof og naturforsker Theofrastos (ca. 370-285 f.Kr.) skriver om hundredbladede roser, var det antagelig damascenerroser, han mente. De har ganske vist ikke 100 kronblade, men er meget fyldte, og centifolieroser kan der ikke have været tale om, da de ikke fandtes på den tid. Måske er også de tresbladede roser, som historieskriveren Herodot (ca. 485-425 f.Kr.) fortæller om fra kong Midas' haver, damascenerroser, og yderligere antik dokumentation finder man hos Vergil. Ca. 50 f.Kr. taler han om biferique rosaria Paesti, to gange blomstrende rosarium i Paestum. Omkring 100 år senere omtaler Plinius d.æ. også to gange blomstrende roser i sin Naturalis Historia. Her er det den almindelige opfattelse, at der virkelig er tale om høstdamascenere, Rosa x damascenea bifera.

Damascenerne forsvandt sammen med romerriget. Ligesom gallicaroserne kom de på ny til Europa, takket være korstogsridderne. I dette tilfælde menes det at være Robert de Brie, som begyndte at dyrke roserne på sit slot i Champagne midt i 1200-tallet. Herfra har de bredt sig videre, først i Frankrig og siden i det øvrige Europa. I Italien skal der være dyrket damascenerroser i 1500-tallet. Hvor Damaskus kommer ind i billedet er uklart og omdiskuteret. Kommer roserne fra Damaskus, har vejen til Europa gået fra Persien via Damaskus, eller har roserne slet ikke noget med Damaskus at gøre? I alle beretninger nedstammer de fra Mellemøsten, hvor man fra gammel tid, især i Persien, har forstået sig på kunsten at udtrække aromastoffer og fremstille rosenvand og rosenolie. I Europa er det først og fremmest Bulgarien, som er blevet rosenolielandet, men også parfumefabrikkerne i det franske Grasse benytter damascenerroser i deres produktion. Og det er ikke noget for amatører! Der siges at gå 4.000 kilo kronblade til et kilo rosenolie. Fra starten var det kun i de allerøverste samfundslag, disse veldufte måtte benyttes, og selv i det forfængelige Frankrig var der restriktioner i Middelalderen. For almindelige mennesker var rosenolie kun tilladt på bryllupsdagen. Vi synes, velduft på flaske er dyr, men på den tid var den sin vægt værd i guld.

Damascenerroserne havde deres bedste tid i midten af 1800-tallet, men de blev aldrig lige så populære som gallicaroserne, i det mindste ikke i Frankrig. Kejserinde Joséphine havde naturligvis et antal, ifølge en oplysning ni i alt, og det var for øvrigt på Malmaison, at Rosa x damascena 'Marie-Louise' blev krydset. Lidt overraskende, at rosen fik netop det navn. Marie-Louise hed jo den kvinde, som Napoleon giftede sig med efter at have vraget Joséphine. Det får mig til at tænke på det gamle citat fra Dean Holes tale ved indvielsen af National Rose Society: »Den, der vil have smukke roser i sin have, må have smukke roser i sit hjerte.« Flot gestus til Joséphinel

Den, der søger duftende roser, skal absolut sigte efter damascenere.

Alle sorter, som hører til her, har fin duft, i reglen også stærk. Sammenlignet med gallicaroserne er de som oftest højere, og væksten er mere åben med udad bøjede, hængende grene. Kronbladene skifter i rosa eller hvidt. Gallicarosernes purpurnuancer forekommer slet ikke. Bladene er aflange, spidse og blødt lodne som flonel på undersiden. Andre detaljer, som giver damascenerne karakter, er de mange, ofte lange og spidse torne og de graciøst nikkende blomster, som sidder i små klaser. Hårdførheden er god og blomstringen rig.

Andre sommerdamascenere: 'Botzaris', hvid, tætfyldt (Cochet 1856); 'Duc de Cambridge', mørkrosa, tætfyldt (ca. 1800); 'Gloire de Guilan', rosa, fyldt (Lindsay 1949); 'Hebe's Lip', hvid med rød kant, halvfyldt (Paul 1912); 'Ispahan', rosa, fyldt (før 1832); 'Marie-Louise', rosa, tætfyldt (Malmaison 1813); 'Mme Zoetman' hvid, fyldt (Marest 1830); 'Oeillet Flamand', rosa, tætfyldt (Vibert 1845).