Gedeblad - Lonicera

Gedeblad er en artsrig plantefamilie, som omfatter både løvfældende og stedsegrønne buske, En del har tæt og opret vækst og er velegnede som pryd­buske, både i byhaven og i naturhaven, Andre er velkendte slyngplanter, der er omtalt i en særlig artikel under navnet kaprifolie. Fælles for alle med­lemmer af gedebladfamilien er de kort­stilkede, helrandede, modsatte blade. Blomsterne er

oversædige, tolæbede, og overlæben er dannet af 4 flige, underlæben af 1 flig.

Den nederste del af kronbladene er sammenvokset til et rør. Hos de buskagtige arter sidder blomsterne samlet parvis, omgivet af 2 større og 4 mindre højblade, Frugterne er saftige, oftest giftige bær.

Dunet gedeblad (Lonicera xylosreum) har som de øvrige gedeblad meget smukke, men giftige bær.

Vækstkrav: De fleste gedeblad er me­get hårdføre og vindføre planter. De trives både i sol og skygge og klarer sig godt i konkurrencen med rødderne fra andre buske og træer. De er meget slidstærke, tåler trafik og trives godt på opfyldt jord i forbindelse med nybyg­geri.

Fjeldgedeblad (Lonicera alpigena) med stil­kede, røde bær.

Pleje: Alle gedeblad er nemme at formere ved stiklinger, som afskæres efterår eller vinter og opbevares frost­frit i fugtigt sand. Fra midten af marts kan de stikkes direkte på friland. Fra planteskolen fås de unge planter som barrodede planter; men de stedsegrøn­ne arter kan også købes som contai­nerplanter eller potteplanter. Alle ty­per af gedeblad har en tæt, ofte riset vækst, som man ikke kan pynte på ved beskæring eller udtynding. Buskene skal helst have lov at vokse frit uden indgreb med saks eller kniv. Derimod kan de tåle ret stærk tilbageskæring, hvis de har udviklet sig for voldsomt på voksestedet. De stedsegrønne må ofte tilbageskæres om foråret, så frostdøde skud fjernes.

Anvendelse: De lave stedsegrønne ar­ter er velegnede til bunddækning un­der større buske og træer, til plantning på støtte mure og terrasser samt langs husmure. I privathaver er de velegne­de i atriumhaven eller i forhaven. De øvrige, buskede arter af gedeblad er fortrinlige busketplanter, både i byha­ven og i fritidshaven. De danner hur­tigt tætte bevoksninger, som kan give læ for vinden og skærme mod indblik. Til »fuglekrat« er de meget velegnede. De tætte buske giver gode redemulig­heder for havens fugle, og bærrene er velkommen fugleføde om efteråret og vinteren. I større fritidshaver kan ge­deblad plantes sammen med benved, dværgmispel, fuglekirsebær, kvalkved, paradisæble, tjørn og vildroser.

Arter: Kun de færreste af vore gede­blad har danske navne. De dyrkede arter omtales derfor i alfabetisk række­følge efter deres botaniske artsnavne. Lonicera alpigena (fjeldgedeblad) er en meterhøj, løvfældende busk, der hører hjemme i de mellemeuropæiske bjerge fra Bosnien til Pyrenæerne. Den har 5-"10 cm lange, friskgrønne blade og langstilkede gule blomster med brunt anstrøg. Frugterne er meget smukke. De er næsten kuglerunde og minder om kirsebær; farven er glinsen­de mørkerød. Anbefales til mindre haver.

Lonicera caerulea (blå gedeblad) har navn efter de smukke, blåsorte bær. Det er en meget hårdfør, vindfør og sund busk med frisk løv og tæt vækst.

Grenene er stive med afflagende bark. Bladene er 4-8 cm lange og glatte på begge sider. Blomsterne er små og gulgrønne og springer ud allerede i april. Frugterne udvikles i juni og bliver siddende på busken en måneds tid. Velegnet til fugle krat og andre større, tætte plantninger.

Lonicera chrysantha stammer fra Ja­pan. Den bliver 2-3 m høj og lige så bred. Årsskuddene er dunede og gre­nene hule. De 6-12 cm lange blade er mørkegrønne på oversiden og besat med grålige hår på undersiden. Blom­sterne er små, gullighvide og ikke særlig dekorative. Det er til gengæld de koralrøde frugter, som får farve sidst i juli og falder af busken i begyndelsen af september. Desværre skjules bærre­ne delvis af løvet.

Lonicera deflexicalyx fra Kina danner små buske på indtil 1 ,5 m's højde med udstående, let overhængende grene. Bladene er mørkegrønne med grågrøn underside; blomsterne sidder tæt på oversiden af grenene. De er først lyse­gule, senere kraftigt gule, kun 1,5 cm lange. Frugterne er kugleformede og teglrøde. En hårdfør og meget rigt­blomstrende art, som kan anbefales til mindre haver.

Lonicera demissa fra Japan minder meget om to andre japanske gedeblad, nemlig Lonicera chrysantha og Lonice­ra morrowii. Den er løvfældende, indtil 4 m høj og lige så bred. Dens grene er lange, tynde og overhængende. Løvet er lysegrønt med grågrøn underside. Blomstringen finder sted allerede i april. Blomsterne er gullige og ret uanselige; derimod er frugterne meget dekorative. De er små, skarlagenrøde og bliver siddende på busken til sidst i november. Det er en hårdfør og sund plante, som er værd at dyrke i de danske haver.

Lonicera fragrantissima er en stedse­grøn busk, der blomstrer allerede i december-marts. Blomsterne sidder sammen to og to; de er cremefarvede og har en fin duft. Desværre er den ikke helt hårdfør i Danmark. Den skal vinterdækkes med vissent løv og gran­ris. I landets milde egne skulle den dog kunne trives op ad en lun sydmur.

Lonicera involucrata er heller ikke helt hårdfør hos os, men den er værd at forsøge i haven på grund af sin smukke blomstring og rigdom på bær. Den har en opret, kuppelformet vækst, sjæl­dent over 1,5 m hØj. Bladene er ægfor­mede, 5-10 cm lange. De parvis sid­dende, gule blomster udvikles i maj­-juni. De store, grønne højblade bliver senere på året rødlige og danner en smuk kontrast til de glinsende sorte frugter. En form af denne gedeblad kaldes Lonicera involucrata serotina. Den har større blade end arten, og blomstringen finder sted i juli-august. Blomsterne er orangegule med skarla­genrødt skær. Busken er glimrende som bundplante i skovbunden under større træer, idet den er meget skygge­tålende.

Lonicera korolkowii danner 3 m høje buske med udbredt vækst. Bladene er små og grågrønne med dunhåret un­derside. I juni udvikles en mængde svagt rosa blomster. Frugterne er røde; de modnes sidst i august, men sidder kun kort tid på planten. Herhjemme dyrkes et par navnesorter: Lonicera korolkowii 'Floribunda' med store, rent hvide blomster og Lonicera korol­kowii 'Zabelii' med mørkrosa blom­ster.

Lonicera ledebourii fra California er en op til 4 m høj busk. Dens grene er firkantede i tværsnit, og bladene er 6­12 cm lange, grove og hårede på un­dersiden. Blomsterne er mørkegule el­ler orange og sidder på oprette, 2-4 cm lange stilke. Frugterne er på størrelse med ærter, purpurrøde eller næsten sorte og er omgivet af røde højblade. Denne art er meget robust og trives i skygge, selv under store træer. Den har vist sig velegnet til plantning i læbælter. Ved forsøgsstationen i Hor­num har man udvalgt en særlig hårdfør sort, Lonicera ledebourii 'Vian' , som anbefales til plantning i haver, parker og i læhegn. Den formeres let ved urteagtige stiklinger.

Lonicera maackii podocarpa fra Kina udvikler brede, indtil 4 m høje buske. Bladene er bredt ægformede. Blom­sterne sidder ofte i to rækker på de vandrette kviste; de· er hvidlige eller gullige med en fin duft. Frugterne er røde og meget dekorative.

Lonicera morrowii hører hjemme i Ja­pan. Den bliver kun 2 m høj og har en bred, flad vækst, der giver et godt jorddække, f.eks. under større træer. Planten er ikke helt hårdfør og bør derfor kun anvendes, hvor der er godt læ og på veldrænet jord. En dansk sort, Lonicera morrowii 'Guldperle' ,er tilsy­neladende mere hårdfør end arten. Dens blade er 3-5 cm lange, lysegrøn­ne og har hvidhåret underside. Den har en mængde blomster hen i juni; de er ret små og hvide. Frugterne er skinnende mørkerøde.

Lonicera nitida (myrtegedeblad) er en meterhøj, tæt forgrenet busk med op­rette grene. I modsætning til de fleste øvrige gedeblad er den stedsegrøn, men ikke helt hårdfør i Danmark. Den bør derfor kun dyrkes på et lunt vokse­sted på veldrænet jord i de mildeste egne af landet. Dens blade er 1 cm lange, bredt ægformede omtrent som myrteblade - deraf det danske navn myrtegedeblad. Blomsterne er små, gullighvide og uden betydning for plantens prydværdi. Frugterne er pur­pursorte, men ses sjældent.

En bedre form er sorten Lonicera nitida 'Ele­gant', som i planteskolerne ofte for­handles under navnet Lonicera pileata yunnanensis.

Lonicera nitida 'Ele­gant' er en glimrende bunddækkeplante. Den bliver ligeledes om­kring l m høj med oprette, udspærrede grene, der gør den velegnet til bund­dække. Som sådan anvendes den ofte i tusindvis i de store plantninger i bolig­områder. Den er mere hårdfør end arten, der ofte får frostsvedne skud­spidser, som om foråret må fjernes med en beskæresaks for at undgå, at plantningen skal få et sjusket udseen­de. Alene af denne grund bør man foretrække sorten 'Elegant'.

Lonicera pileata (ligustergedeblad) er ligeledes stedsegrøn. Den bliver knap så høj som Lonicera nitida, nemlig omkring 60 cm. Den er særlig smuk om foråret med de nye lysegrønne blade mellem det gamle mørkegrønne løv. I maj udvikles en mængde blomster, som er næsten skjult af løvet, men som

gør sig bemærket ved en stærk og sødlig duft. l september udvikles de violette bær, godt skjult af løvet. I lighed med Lonicera nitida 'Elegant' er den helt hårdfør og anvendes under samme forhold. Dens jorddækkende evne er fortrinlig, og den trives på alle jordtyper, både i lys og skygge. Lonicera syringantha (syrengedeblad) kan minde lidt om en syrenbusk. Dens vækst er mere elegant og overhængen­de end de fleste andre arter af gede­blad. Bladene er små, elliptiske og glatte. Blomsterne er hvidligrosa til lilla og fremkommer i stor mængde i maj; de har en meget fin duft. De mørkerøde frugter modner i august. Arten trives bedst på tør og sandet jord.

Lonicera tatarica (tatarisk gedeblad) stammer fra Ukraine og findes i plan­teskolerne i en lang række sorter. Bu­skene bliver 2-3 m høje med en tæt og opret vækst. Bladene er 4-6 cm lange med mørkegrøn overside og blågrøn underside. Blomsterne sidder parvis på lange, oprette stilke; de er meget store og iøjnefaldende, oftest lyserøde eller røde. Frugterne er ligeledes meget iøj­nefaldende og dekorative, mørkerøde og glinsende. Alle typer af tatarisk gedeblad er robuste og hårdføre. De er velegnede til plantning i havens busket, i større fuglekrat og læplantnin­ger.

Lonicera tatarica ’Rosea’ får om efteråret prægtigt skarlagenrøde bær, der pynter i buskettet.

De bedste sorter er følgende:

Lonicera tatarica 'Alba', der har hvide blomster og orangerøde frugter;

Loni­cera tatarica 'Guldkæde' med lyserøde blomster og orange bær;

Lonicera tata­rica 'Hack's Red' med bred, tæt vækst, purpurrosa blomster og røde frugter;

Lonicera tatarica 'Latifolia' med kraf­tige, tykke grene, lyserøde blomster med mørkerøde striber og røde bær;

Lonicera tatarica 'Rosea' med lidt ranglet vækst, lyserøde blomster og skarlagenrøde bær, og

Lonicera tatari­ca 'Virginalis' med svag vækst, renhvi­de blomster og orangerøde bær.

Lonicera xylosteoides er en krydsning mellem Lonicera tatarica og Lonicera xylosteum. Den har en tæt forgrenet, kuppelformet vækst, røde, uanselige blomster og gulrøde frugter.

Sorten Lonicera xylosteoides 'Clavey's Dwarf har en langsom vækst, men er en god plante til jorddækning, da den har tætte grene helt ned til jorden. I USA anvendes den meget som hækplante. Den har hvide blomster og stærkt røde frugter.

Lonicera xylosteum (dunet gedeblad) findes vildtvoksende i det meste af Europa, også i Danmark. Det er en kraftig og tætgrenet busk med stive, overhængende sidegrene. Bladene er 3-6 cm lange, bredt ægformede med mørkegrøn overside og lysegrøn un­derside; begge sider er tæt besat med hår. Blomsterne sidder parvis; de er gullighvide og svagt dunhårede. Frug­terne er mørkerøde. Dunet gedeblad er den mest plantede af samtlige ge­debladarter. Den er lige velegnet i mindre og større haver, parker, skov­plantninger og i det åbne landskab. Den er robust, vindfør og stærkt skyg­getålende. Dens tætte vækst gør den velegnet i fugle krat. Den stiller ingen større krav til jordbunden og trives godt på både tør og fugtig bund.

Alle arter har mere eller mindre giftige bær, hvis tillokkende udseende nok kan friste ukyndige til at tage en smagsprøve. Men heldigvis er de så bitre, at man lader det blive ved det første forsøg.

Skadedyr: Desværre angribes mange gedeblad af skadedyr. Under normale forhold kan bekæmpelse af disse ska­dedyr ikke betale sig, og i reglen vokser planterne fra angrebene. Lar­ver af fjermøl lever inde i blomsterne hos Lonicera involucrata og Lonicera xylosteum. Larven af kirsebærflue fin­des i frugten hos Lonicera tatarica, og andre arter af Lonicera angribes af mider, sommerfuglelarver og bladlus.