Tretorn er et middelhøjt, løvfældende træ, der i Danmark opnår en højde på 15-20 m. Slægten omfatter godt en halv snes arter fordelt over det meste af verden fra Nord- og Sydamerika via det centrale Afrika til Sydøstasien. I Danmark dyrkes normalt kun en enkelt art, hvorfor kun denne skal nævnes her. Træet har oftest slanke stammer med gulbrun eller rødbrun bark og kraftige, forgrenede grentorne, der har givet planten dens danske navn. Bladene, der først springer ud i juni,. er finnede eller dobbeltfinnede; i enkelte tilfælde findes begge typer på samme træ. Småbladene er aflange, elliptiske, omkring 3-4 cm lange, med en smuk lysegrøn farve. Kronen er åben og giver gode muligheder for en rig underplantning. Blomsterne er små, grønlige eller hvide, og udvikles sidst i juni fra sidestillede klaser umiddelbart efter løvspringet. Frugten er en uopspringende, flad, læderagtig bælg, 20-40 cm lang.
Tretorn (Gleditsia triacanthos) har fået sit danske navn fra de undertiden 10-12 cm lange, kraftige grentorne, som sidder fordelt på både stamme og grene.
Vækstkrav: Tretorn er et meget nøjsomt træ, der ikke stiller særlige krav til sine omgivelser; blot tåler det ikke dyb skygge, men udvikles ellers smukt på tør eller fugtig, veldrænet jord. Det er fuldt hårdført, men tåler ikke for megen blæst.
Pleje og formering: Det er kun sjældent nødvendigt at pleje dette træ. Væksten er som oftest regelmæssig, og kronens form bliver smukkest uden beskæring. Formering sker ved importeret frø, som først blødes op i 60°C varmt vand; men dels er spireevnen meget ringe, dels opnås der oftest et spinkelt plantemateriale, som det kræver nogen tid og en hel del faglig ekspertise at opskole.