Skrubtudsen kaldes folkeligt »eddertudse«, og korrekt er det, at den i sin hud har kirtler, som udsveder en giftig væske, der får de fleste kødædende dyr, herunder hunde og katte, til at holde sig fra det ildesmagende dyr. Det skal have- og gartneriejeren være glade for; det sikrer en af deres virkelig gode venner mod dens fjender og gavner således dem selv.
Skrubtudsen er en ivrig sneglejæger og derfor et vigtigt nyttedyr i jordbærbedet. Som andre padder er den nu totalfredet i Danmark.
Skrubtudsen er Europas største padde og meget almindelig i Danmark, selv om man ikke ser meget til den; den færdes i reglen kun fremme om natten, når luften er fugtig og kølig. Om dagen ses den mest, hvor der vokser tætte, lave, skyggende planter, f.eks. jordbær. Det er skyld i den misopfattelse, at skrubtudsen æder huller i de næsten modne bær; tværtimod lever den af de nøgne snegle, der ødelægger især jordbær og salat. I store gartnerier i udlandet indkøber man ligefrem skrubtudser og udsætter dem i bedene som biologisk bekæmpelse mod de skalløse snegle i stedet for at giftsprøjte konsumafgrøderne. Har man et mindre vandbassin i haven og befinder tudserne sig vel, begynder de snart at yngle, og så opretholder bestanden sig selv på det naturlige niveau, som heldigvis samtidig er det for haveejeren gunstigste. Skrubtudsen har i årtusinder været mis kendt p.gr. af sit utiltalende udseende og sattes tidligere i forbindelse med hekse, troldmænd og anden satansyngel. Den moderne have- og gartneriejer ved bedre; den er et nyttedyr på linje med svævefluer og mariehøns, og det kan svare sig at lave et tilflugtssted til den i form af en lille dynge natursten i et mørkt og fugtigt hjørne af haven, hvorfra den kan gå på sine natlige fourageringstogter til egen og haveejerens gavn.