Ræven lever i dag både i villakvarterer og i byparker. Ræven har levet her i landet i 8000 år, og den har aldrig været så talrig som nu. Det skyldes dens eminente evne til at tilpasse sig til kulturlandskabet, herunder tæt bebyggelse, og dens natlige levevis, som dog ikke er undtagelsesløs. Ikke mindst i villakvarterer ser man oftere end før ræven om dagen; tilsyneladende er det ellers så sky dyr blevet klar over, at her bliver der ikke skudt på det.
Om ræven er et nyttedyr eller et skadedyr, hersker der stor uenighed. Som smittebærer i rabies-områder er den et ubetinget skadedyr, og i landbrugsområder er det tvivlsomt, om dens nytte ved at æde mus gør det op for de høns, ænder, fasaner og harekillinger, der går med i købet. I villakvarterer og større byer er den derimod et udpræget nyttedyr, idet den æder mus, rotter, syge duer, ådsler og affald; dens forkærlighed for søde nedfaldsfrugter er uden økonomisk betydning. Den eneste reelle skade, »villa- og parkrævene« udretter, er, at de kan flå ubeskyttede affaldsposer op, samt at en udtæret hunræv med hvalpe lejlighedsvis kan tage en syg, hjemløs kat.
De fleste synes, at det er en stor oplevelse at se den smukke, elegante ræv lunte hen over græsplænen uden at værdige beskueren mere end et enkelt øjekast. Skulle villaejeren virkelig bebrejde ræven noget, måtte det være, at en sulten ræv ikke viger tilbage for at nedlægge et pindsvin - og pindsvinet hæger de fleste haveejere om. Metoden er simpel: ræven lister sig ind på pindsvinet skråt bagfra, lægger hovedet på siden, vælter lynhurtigt pindsvinet om og bider sig fast i dets bløde, ubeskyttede bug. Men i forhold til de pindsvin, vi selv kører ihjel på vejene, er rævens indhug beskedne. Ræven er et fornøjeligt indslag i haven.