Caralluma forekommer vildtvoksende i hele Afrika, Sydeuropa, Arabien og Indien. Planterne er oftest sukkulente, dvs. at plantevævet er stærkt vandfyldt og opbygget på en sådan måde, at fordampningen fra overfladen kun er ringe. Planterne kan herved klare sig i selv meget tørre områder. De bliver sjældent mere end 20 cm høje. Blomsterne er stjerneformede og ofte meget indskårne.
Blomsterne hos Caralluma er stjerneformede og har en særlig lugt, som lokker fluer til sig.
Arter: Caralluma burchardii stammer fra de Canariske Øer. P. gr. af sin stærke vækst kraft bliver den brugt som grundstamme for andre, mindre kraftigt voksende Caralluma-arter. Blomsterne er ikke særlig dekorative.
Caralluma europaea er hjemmehørende i Sydeuropa og Nordafrika. Blomsterne vokser frem i skudspidserne. De er 1-2 cm store med en sortbrun bikrone.
Caralluma lutea stammer fra det østlige Sydafrika. Den er lav med 5-7 cm store, guldgule blomster i skærmformede blomsterstande med ca. 20 blomster.
Caralluma melanantha stammer fra Østafrika. Den er lav med ca. 5 cm store sortbrune og gulplettede blomster, samlet i skærme.
Pasning: Caralluma gror bedst i brede, flade potter i en lerjord blandet med sand. Ved ompotning fjernes de ældste skud for at fremme væksten af nye skud. I vækstperioden om sommeren vandes regelmæssigt. Planterne kan stilles ud på en lun plads, hvor der ikke er for skarp sol. Om vinteren holdes planterne temmelig tørt ved en temperatur, der ikke må komme ned under 10°C.
Formering: Skudstykker stikkes i en sandblandet lerjord. Frøene spirer på 1-2 uger ved en temperatur på omkring 20°C.