Blomster­knolde

De fleste af de knoldplanter, vi dyrker i vore haver, hører ikke naturligt hjem­me i Danmark, og det samme gælder i øvrigt mange af vore løgplanter. Almindeligvis skelner vi ikke særlig skarpt mellem disse importerede knoldplanter og løgplanter, ja, vi hen­regner dem gerne til en og samme gruppe: »Løg og knolde«. Egentlig er det ikke rigtig hensigtsmæssigt, for der er ikke blot botaniske, men også væ­sentlige dyrkningsmæssige forskelle på dem. Mens langt de fleste løgplanter blomstrer forår eller efterår og holder hvil midt på sommeren, så har flertal­let af vore knoldplanter netop deres blomstring i den varmeste tid. Løg­planterne er stort set så hårdføre, at de er bedst tjent med at blive liggende i jorden vinteren over, mens de fleste af vore knoldplanter nødvendigvis må graves op og tages ind, fordi de simpelt hen ikke tåler frost. Også med hensyn til farverne er der nogen forskel på knold- og løgplanter. De sidste kan man anbringe næsten hvor som helst, og de vil altid virke harmoniske, »være i pagt med naturen«, men med mange af knoldplanterne er man nødt til at være lidt forsigtigere. Farvestrålende Dahlia (georginer) og Gladiolus kan være en vidunderlig oplevelse i en have, men anvendt i alt for overvæl­dende mængde er de måske den eneste undtagelse fra reglen om, at blomster altid klæder hinanden.

Dahlia er en knoldplante, som i løbet af 3 sommermåneder giver et væld af blomster.

Dahlia falder for den første frost, og knol­dene må tages ind for vinteren. Deres farvepragt i eftersommeren opvejer dog rige ligt besværet.

Se:

Planteskemaer - Knoldplanter, der tåler nogen frost

Planteskemaer - Knoldplanter, som ikke tåler frost

Jord og udplantning: Knoldplanterne har nok en del oplagsnæring i knolden, men de fleste af dem er alligevel grov­ædere, og hvis man vil bevare dem fra det ene år til det andet, må man fodre dem godt. De er endda ret kræsne; de fleste af dem foretrækker en varm og dyb, porøs og meget humusrig have­jord - man skal virkelig helst »kunne jage armen i til albuen«. Normalt indkøber man knoldene om foråret og planter dem med det samme, men vent til nattefrosten er definitivt forbi! Sid­ste halvdel af maj er i reglen at fore­trække, men man kan forspire knolde­ne inde i potter. Med hensyn til lægge­dybden gælder det samme som for løgplanter - to gange knoldens højde er i reglen passende. Undtagelser er dog Gladiolus, der gerne må komme 15-20 cm ned, da de ellers let vælter, og inkalilje, der sagtens kan overvin­tre, blot man begraver den omkring 30 cm nede i jorden.

Anvendelse: Hvordan man skal anven­de sine knoldplanter, er sådan set mest afhængigt af, om man har plads til dem vinteren over, fx i en kølig, men frostfri kælder, hvor de bedst opbeva­res i tørvemel. Er dette problem løst, kan man have stor glæde af at bruge dem til at give farve i prydhaven om sommeren. Desuden findes nogle af vore allerbedste afskæringsblomster netop blandt knoldplanterne, og har man opformeret tilstrækkelig mange knolde, er det dejligt at have et bed ­eventuelt i køkkenhaven - som man kan nænne at skære af. Selvom man ikke har mulighed for at overvintre knoldene, er de alligevel noget af det bedste, man kan bruge til at fylde huller ud med, og det er så heldigt, at de fleste knoldplanter helst skal ud­plantes netop på den tid, da man opdager hullerne om foråret. Sammen­lignet med almindelige udplantnings­planter er fx Gladiolus, Dahlia, montbretier og begonier efterhånden heller ikke urimelig dyre. Endelig er der nogle knoldplanter, der kan over­vintre ude, bl.a. anemone, inkalilje, nogle arter alpeviol og knolddannende iris.

Man kan overvintre blomsterknolde i tørve­mel - helst i kasser af ubehandlet træ.