Blomstersprog og -symboler

»Sig det med blomster« er i dag et reklameudtryk fra blomsterhandelen, men har gennem tiderne givet udtryk for menneskets bevidste eller ubevid­ste behov for at udtrykke personlige, religiøse eller politiske tanker og øn­sker ved hjælp af blomster. I forskelli­ge kulturepoker opstod blomstersprog, præget af kulturens stade, men også af det pågældende områdes klima og flo­ra. En enkelt blomst kunne udtrykke en ganske bestemt tanke; en samling eller en buket af forskellige blomster kunne være mere talende end mange ord. Det fortælles, at haremsdamerne i Orienten udviklede et blomstersprog, ved hjælp af hvilket de kunne kommu­nikere med omverdenen.

Oprindelsen til enkle og avancerede blomstersprog må søges i de forskellige folkeslags navngivning af de enkelte planter, ofte ved at sammenligne plan­ternes udseende med dyr eller kendte genstande fra hverdagen, i andre tilfæl­de ved at tildele blomsterne særlige evner p.gr. af deres smag eller medi­cinske virkninger. Der er således en nøje sammenhæng mellem de vilde planters folkelige navne og det blom­stersprog, som højere kulturtrin digte­de videre på. Planternes enkle symbo­lik blev senere anvendt i religionens, politikkens og kunstens tjeneste.

Den røde arve (Anagallis arvensis) har det festlige almuenavn »grine til mid­dag«, fordi blomsten kun er åben mel­lem kl. 9 og 14, og så er den endda lukket, hvis solen ikke skinner. I Eng­land hedder denne plante Scarlet Pim­pernel. Det var dæknavn for Sir Percy Blakeney, der anvendte blomsten som signatur på sine hemmelige budskaber under den franske revolution. Forglemmigej (Myosotis scorpioides) betyder »ihukommelse« ifølge en poe­tisk lille bog om blomstersproget fra 1845. I oldtiden anvendte lægen Dio­skurides et udtræk af planten til el­skovsdrikke. En tilsvarende drik ud­vandt man i middelalderen af bittersød natskygge (Solanum dulcamara). I Donizettis opera »Elskovsdrikken« hedder kvaksalveren Dulcamara, hvis medicin overvinder ligegyldighed og had og fremtryller kærlighed. Planten findes vildtvoksende i Danmark på fugtige steder, hvor den sidst på som­meren er fyldt med røde, meget giftige bær.

Fremmede plantenavne kan give os oplysninger om planternes udbredel­seshistorie. Den kendte ukrudtsplante vejbred (Plantago major) kaldtes af de nordamerikanske indianere »den hvi­de mands fodspor«, fordi planten spi­rede frem langs de europæiske ind­vandreres indfaldsveje. Også ukrudts­planten svaleurt (Chelidonium majus) kan fortælle kulturhistorie. Planten in­deholder en orangegul mælkesaft, der farves rød af luftens påvirkning. Den blev dyrket som lægeurt i middelalde­rens klosterhaver, og datidens guldma­gere anså den for et grundstof til fremstillingen af de vises sten, og de gav den navnet donum coeli = himlens gave. Gamle dages kunstnere indførte blomster i deres malerier og skulptu­rer. Madonnaliljen (Litium candidum) med de uskyldshvide blomster blev som et scepter anbragt i Jomfru Marias hånd. Dorothealiljen (Leucojum ver­num) blomstrede første gang på Do­rotheadagen den 6. februar, og sankt­hansurt (Sedum telephium) indplante­de man sankthansaften i en sprække mellem to bjælker i stuen for at sikre helse og fremgang. I adelsfamiliers og kongers våbenskjolde findes mange blomster gengivet. Den franske lilje er i virkeligheden en stiliseret gul iris, som Louis VII valgte til sit våbenskjold og banner ved sit første korstog til Det hellige Land i 1100-tallet. Fra 1455 til 1485 udkæmpedes en blodig krig om den engelske trone mellem huset York og huset Lancaster. York førte en hvid rose (Rosa alba) i våbenskjoldet, Lan­caster en rød rose (Rosa gallica 'Offici­nalis'). Sagnet fortæller, at de to rosen­farver ved fredsslutningen blev forenet i en enkelt rose, der var rød- og hvidstribet. Der findes nu en tofarvet damascenerrose (Rosa damascena ver­sicolor) med sortsnavnet 'York and Lancaster Rose', men den har intet nærmere slægtskab med de to våbenro­ser.

Disse eksempler udgør en forsvin­dende del af det komplicerede blomster-sprog, som ikke alene er kulturhi­storie, men stadig indgår som en ofte ubevidst del af den moderne hverdag. Det giver sig klart udtryk, når man vælger røde roser til sin udkårne eller sender gule roser som tegn på forsmået kærlighed. Men det er også med til at påvirke produktionen og salget af hverdagsblomster, ofte koncentreret om bestemte højtider som mors dag eller andre mærkedage. Årstidsfor­nemmelsen er her så indgroet, at om­døbning af julestjerne til kongestjerne for at forlænge salgssæsonen totalt mis­lykkedes. Julestjerner er juleblomster, som kun handles til jul. Gamle tiders navnelister over blomstersproget må i dag betragtes som en kuriositet, men ved gennemlæsning vil man dog sikkert nikke genkendende til mange af sym­bolerne:

--