Lyngfloks stammer fra Nordamerika og er en ganske lav staude med svagt hårede, nedliggende stængler med mange sideskud, der danner tuer eller hele tæpper. Bladene er smalle, lancetformede og stedsegrønne i milde vintre. Blomsterne, der ofte udvikles i så stor mængde, at de helt dækker planten, har en femdelt, sambladet krone og et langt kronrør. Farven varierer fra dybt purpurrød over rosa og lyseblå til hvid; som regel har blomsterne et mørkere øje i midten.
Lyngfloks er lav, tæppedannende og som regel meget blomsterrig. Den findes i mange sorter; her ses 'Atropurpurea' med purpurrøde blomster.
Phlox douglasii er en art, der er lavtvoksende, pudedannende og minder meget om lyngfloks. Den har lilhi blomster i april-maj, men der findes sorter med andre farver.
Vækstkrav: Lyngfloks har et dybt, forgrenet rodnet og klarer sig bedre end andre floks på et tørt voksested, hvorfor den er velegnet som stenbedsplante. Tilmed er den ikke særlig krævende med hensyn til jorden, og den trives på såvel kalkholdig jord som på surbund. Det er afgørende for blomstringen, at den får fuld sol.
Formering: Lyngfloks kan formeres ved deling tidligt om foråret eller om efteråret; men ofte er planterne angrebet af stængelål, og da vil det være bedre at opformere dem ved hjælp af rodstiklinger , som man skærer i 3-5 cm's længde om efteråret og vasker rene for jord, før de stikkes i bænk eller på et bed, som ligger et stykke fra moderplanterne.
Sorter: 'Atropurpurea' har purpurrøde blomster, 'Camlaensis' har store rosa blomster og 'G. F. Wilson' har lyslilla; 'Maischnee' er hvid og storblomstret, 'Moerheim' er mørkrosa.
Skadedyr: Angreb af stængelål (nematoder) viser sig ved, at bladene krøller, stænglerne svulmer op, og undertiden rådner de. Bekæmpelse er vanskelig; man kan brænde de angrebne dele og opformere nye planter ved hjælp af rodstiklinger. Desværre flytter »ålene« ofte med til det nye plantested.