Sommerfugle - Lepidoptera

Dagpåfugleøje - en almindelig dansk sommerfugl

Sommerfugle (Lepidoptera) er en orden blandt insekterne med to par skælklædte vinger og oftest en lang sugesnabel. Ordenen omfatter cirka 130 familier og i alt 175.000 arter, hvoraf hovedparten er natsommerfugle. Dagsommerfuglene er velkendte og mange arter har iøjnefaldende farver og mønstre på vingerne. Alle sommerfugle har en livscyklus med en fuldstændig forvandling, nemlig som æg, larve, puppe og fuldt udviklet insekt (imago), der repræsenterer det kønsmodne stadium, hvis eneste opgave er parring og æglægning. Ordet lepidoptera kommer fra oldgræsk og betyder "skællede vinger".

Natsværmere og møl er også sommerfugle, selv om sommerfugle uden for fagkredse ofte opfattes som identisk med dagsommerfugle.

19 almindelige sommerfugle

Du har måske mødt en admiral på nedfaldsfrugt eller haft besøg inden døre af nældens takvinge og dagpåfugleøjet, og man har oplevet, hvordan kålsommerfuglenes larver har ædt både broccoli og grønkål i køkkenhaven.

Mange vil sikkert også kunne nikke genkendende til en skriggul citronsommerfugl, der på den første krystalklare martsdag flakser rundt i skovbrynet.

I modsætning til mange andre insekter har dagsommerfugle ubetinget X-faktor, og de har en størrelse og en adfærd, der gør, at vi får øje på dem.

Der er færre dagsommerfugle end for 50 år siden

Der er arter med spektakulære farvetegninger, og der er arter med et voldsomt temperament. Nogle trækker over afstande på flere tusinde kilometer, mens andre overvintrer i vore brændestabler. En del stiller meget store krav til levestedet og er i kraftig tilbagegang, og atter andre er på vej ind over vore grænser, fordi klimaet bliver varmere. 

Der er dog én ting, som over en bred kam karakteriserer de danske dagsommerfugle, og det er, at der i dag er langt færre end for 50 år siden.

19 arter af dagsommerfugle er dog så almindelige og vidt udbredte, at man kan møde dem næsten overalt i landet. Det er disse arter, man begynder med, når man gerne vil lære sommerfuglene af kende.

Se galleriet ovenfor

Stikkelsbærmåler eller harlekin var tidli­gere et almindeligt skadedyr på havens frugtbuske. Nældens takvinge hører til havens hyppigste sommerfugle fra juli og igen i det tidlige forår. Det hvide C er en slægtning, men sjældnere. Dagpåfugleøje lever på nælde og er en af vore største og smukkeste sommerfugle.

Ingen haveejer kunne forestille sig en have uden sommerfugle; fra det tidlige forårs overvintrede dagpåfugleøjer, nældens takvinger og citronsommerfugle til oktober-novembers frostmålere hører de med til havens liv på linje med blomster, buske og træer. Til gengæld kunne haveejeren i de fleste tilfælde glimrende undvære sommerfuglenes larver, når disse anfalder køkkenhavens urter, rosenbuskenes blade og frugttræernes og frugtbuskenes løv og frugter.

Man kan godt sige, at havens sommerfugle er nyttedyr som voksne, vingede insekter på grund af deres smukke udseende, mens de er skadedyr i de tilfælde, hvor larverne lever på havens dyrkede planter. Til alt held er de skadevoldende larver ikke så mange, og virkelig alvorlige angreb på planterne er forholdsvis sjældne. Sommerfuglene er insekter med fuldstændig forvandling; de gennemgår 4 forskellige stadier i deres liv. Typisk har de en kortere eller længere ægperiode, der hos os oftest repræsenterer overvintringsstadiet.

Fra ægget klækkes larven, som er voksestadiet, og det er her, de kan optræde som skadedyr på vore kulturplanter. Når larven er fuldvoksen, forvandler den sig til en inaktiv puppe, der aldrig æder eller bevæger sig omkring, og af puppen klækkes den færdige, voksne sommer­fugl, der kan flyve og repræsenterer dyrets forplantningsstadium.

Ingen voksen sommerfugl kan gøre skade, for de har ingen kæber at tygge med, højst en sugesnabel til at suge lidt dug og blomsterhonning op gennem. Mange sommerfugle tager slet ikke næring til sig som voksne, og de fleste flyver kun i nogle få uger, før de dør.

Blandt de længstlevende hører heldigvis nogle af de mest populære, nemlig de ovenfor nævnte forårsbebudere, der dukker op på lune dage allerede sidst i marts. Såvel citronsommerfugl som dagpåfugleøje og nældens takvinge samt de sjældne sørgekåber og kirsebærtakvinger har tilbragt vinteren i skjul som voksne insekter og lokkes nu frem af de lunende solstråler. De parrer sig i forsommeren, og deres »børn« klækkes i juli-august; det er dem, vi ser på nektarrige blomster i eftersommeren sammen med de svirrende gamma-ugler, de prægtige admiraler og den ustabile tidselsommerfugl, der alle er trækgæster sydfra; ingen af disse kan dog overleve den danske vinters fugtige kulde.

Vil man gerne have mange af de store, smukke eftersommer- og forårsflyvende sommerfugle i haven, må man sørge for to ting: rigtblomstrende og nektarrige blomster i august-oktober, bl.a. lavendel, mange krydderurter, sommerfuglebusk og tilsvarende, kort sagt de såkaldte »bi-blomster«, samt sørge for ædemuligheder for sommerfuglenes larver. Lad en lille klynge brændenælder stå bag kompostbunken; de er foderplante for dagpåfugleøjets og nældens takvinges larver, og sommerfuglene skal nok finde dem i æglægningstiden. Citronsommerfug­lens larve lever på vrietorn, sørgekåbens på birk og kirsebærtakvingens på kirsebær.

Foruden disse store, iøjnefaldende sommerfugle ser man i haven ofte de gulbrune eller mørkebrune randøjer, hvis larver lever på vilde græsarter, og de nydelige små blåfugle, der ligeledes lever på vilde planter. Langt de fleste af vore ca. 3000 forskellige sommerfuglearter er imidlertid nataktive, og af dem er langt størstedelen små og uanselige; de går i reglen under navnet »møl«.

Det er i denne gruppe, de fleste skadedyr optræder; vi ser jo kun larvernes værk, ikke de fuldt udviklede natsværmere undtagen på den oplyste rude eller når de skræmmes ud af vegetationen om dagen.

Blandt de bedre kendte af de store natsværmere kan nævnes atlaskspinderen (tv.), hvis larver kan angribe piletræer og undertiden næsten afløve dem i en periode, samt ringspinderen (th.), der især tidligere kunne forårsage en del skade på frugttræerne.

En natsværmer, hvis larve er mange haveejere bekendt, er den meget store ligustersværmer, hvis grønne, lillefingerstore larve med det krumme horn på bagkroppen tit ses ved hækklipning, men som trods det drabelige udseende er aldeles uskadelig, hvilket ikke kan siges om kartoffelboreren, hvis store larve i fri natur lever i de nederste dele af skræpper, mens den i haven har slået sig på stænglerne af kartoffel, tomat, dahlia, beder, majs og især rabarber. Samme levevis har hindbærmøllet, hvis larve lever i stængelmarven og dræber plan­ten. Kåluglens larver holder sig til kålhovederne, som den borer sig ind i og ødelægger ved sit gnav. Man ser den i reglen først, når den kogte hvid- eller blomkål står på bordet.

Se også artiklerne Bekæmpelsesmidler, Bestøvning, Brunhale, Fangbælter, Frostmålere, Insekter, Knoporme, Kålsommerfugle, Larver, Limbælte, Minerlarver, Møl, Spindemøl. Viklere samt afsnittet Sygdomme og skadedyr under de enkelte planter.