Svaleurt er en gammel lægeplante, som dyrkedes ved middelalderens klostre; dens saft blev anvendt mod mave-, nyre- og blæresygdomme. Datidens guldmagere betragtede planten som et grundelement til fremstilling af De vises Sten og kaldte den donum coeli = himlens gave. Plantesaften er orangegul og farves rød ved luftens indvirkning; den anvendtes til gulfarvning af silkestoffer, og den gærede saft gav en fin indigoblå farve, der ligeledes blev anvendt til stoffarvning. Planten er enårig eller delvis flerårig, idet de saftige, kødfulde rødder er i stand til at overvintre og skyde nye skud følgende forår. Stængler og blade er svagt hårede, løvet er lysegrønt, og de gule blomster med 2 bægerblade og 4 kronblade sidder i små stande på indtil 80 cm høje stængler.
Svaleurt (Chelidonium majus) er en gammel lægeplante med orangegul plantesaft. Den er et ret almindeligt ukrudt.
Vækstkrav: Planten trives bedst i næringsrig jord i halvskygge, helst i læ under hække, buske og småtræer.
Pleje: Svaleurt breder sig ved selvsåning, men kan også udsås efterår eller forår i lys skovbund eller en letskygget blomstereng. Som andre »vildplanter« kræver den ikke nogen form for pasning.
Anvendelse: I Danmark er svaleurt et ret almindeligt ukrudt i vejkanter og levende hegn og har derfra bredt sig til haverne. Her kan den være vanskelig at udrydde, da den i løbet af den lange blomstring udvikler en mængde frø, som myrerne er med til at sprede rundt i haven. Planten er så skør, at den knækker af ved roden, hvis man prøver at hale den op. I øvrigt er den så dekorativ, at den bør have lov at brede sig, hvor den ikke generer andre planter, f.eks. langs hække eller i havens skovbund.