Disse planter findes i mange forskellige lande. De skal alle sammen have højere vintertemperaturer end gennemsnittet for at overleve, da de kommer fra ret varme områder. En række af arterne kommer fra de Caribiske øer. Nogle findes i det sydlige Mexico og langs Sydamerikas nordkyst. En yderligere gruppe vokser i kystdalene i Peru. Der er også et betragteligt antal brasilianske arter. Det karakteristiske træk ved denne slægt er et terminalt cephalium, hvorfra blomsterne og frugterne bliver produceret.
Alle arterne er kugleformede eller korte og cylindriske. Når planterne modnes, omdannes areolerne i planternes spids og producerer store mængder uld og som regel rødlige børster. Der bliver ikke produceret noget nyt fotosyntetisk plantevæv, men cephaliet kan fortsætte med at vokse i mange år. De små lyserøde blomster stikker ud af cephaliet om eftermiddagen. De lyserøde frugter følger nogle måneder senere. De fleste arter er tilsyneladende selvfertile, og der bliver produceret store mængder blomster, frugt og frø af de udvoksede planter. Planternes størrelse varierer ret betragteligt fra art til art. De større arter er naturligvis længere om at nå modenhed. Yngre planter er tilsyneladende mere modstandsdygtige mod lavere temperaturer end modne planter med cephalier.
De arter, som er nemmest at have med at gøre, er formentlig de brasilianske. Planter som Melocactus concinnus og Melocactus bahiensis (foto øverst) kan dyrkes fra frø til bio mstringsstørrelse på otte til ti år. Melocactus-arter har som regel vidt udbredte rødder og trives godt med at vokse i flade potter. De er ikke særligt tolerante over for alkalisk jord, så det er vigtigt, at der ikke opbygges alkaliske aflejringer i jorden. De må ikke få for lang en hvileperiode om vinteren. Noget vand om vinteren gør virkelig nytte. Melocactus azureus, en brasiliansk art med en meget smuk stængel, er tilsyneladende lidt mere besværlig end M. bahiensis og skal holdes nogenlunde varm hele tiden.
De arter, som kommer fra kystområder i Venezuela og Mexico og de Caribiske Øer, er for det meste større end de brasilianske arter. De bliver til meget flotte, tornede eksemplarer, hvis de holdes varmt nok.
Den eneste undtagelse er Melocactus matanzanus fra Cuba, som nok er den mindste Melocactus. Den danner et cephalium, når den er omkring seks år og 7,5 cm i diameter. Cephaliet har tætte røde børster, så det er meget iøjnefaldende.
Melocactus-arterne fra Peru er nok de mindst dyrkede, men også de sværeste af slægten. De vokser i meget tørre områder og er følsomme over for stående fugtighed. Nogle arter, såsom Melocactus belavistensis, er meget tiltalende planter.
Alle arterne i denne slægt foretrækker så meget sol som muligt.
--